Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.
501
Tanke, men der er noget underligt hult i hans Gemytsliv; han
er vanskelig at faa fat paa, man ved aldrig rigtig, hvor man har
ham. Naar han siger, at Sorgen over Tabet af hans Moder
gjorde ham fra Fritænker til troende, har man ikke let ved uden
videre at tro ham paa hans Ord. Som bekendt vandt han de af
Hjemve efter Religionen lidende og denne Stemnings Benytter,
Bonaparte, ved sit store Værk „Génie du Christianisme", der er
lige saa berømt som ulæst i vore Dage. Der skal virkelig ogsaa
Taalmodighed til at komme igennem denne Bog, som i sin Tid
var Ny katolicismens Evangelium. Det er en sær Apologi for
Kristendommen, hvis første Forkyndere og Doctores eccleaiæ vist
vilde have betakket sig meget for den. Chateaubriand vilde lægge
Kristendommen til Rette for den dannede, specielt den æstetiske
Bevidsthed ved at paapege dens Skønhed og fremdrage det Stof,
den kunde yde Poesi, Musik og Billedkunst. Han vilde bevise,
at den indeholdt dette i rigere Maal end den klassiske Mytologi.
Der er her noget, der, mutatis mut and is, minder om den
Mynsterske Dulcificering af Kristendommen hos os, den, der blev Søren
Kierkegaard til en saa stor Forargelse. Men for os protestantisk
opdragne Læsere bliver Mynster alligevel en ren Alvorsmand ved
Siden af Chateaubriand.
Det er virkelig aandrigt, hvad Brandes siger om ham
(Pag. 129), at „hos Chateaubriand bæres Treenigheden af
Gratierne som Kariatider.14 Han var slet ingen religiøst anlagt Natur,
han var Æstetiker lige ud til Fingerspidserne. Han saa tidlig, at
med Klassiciteten i Literaturen var det forbi i Frankrig, og ved
sin Henvisning til Kristendommen og dens middelalderlige
Udformning i den romerske Katolicisme, ved sin maleriske Prosa,
sin Sans for Natur og Landskab blev han en Romantikens
Forløber.
I ’sin „Génie du Christianismeu møder Chateaubriand op
med megen Belæsthed; grundig Lærdom besad han ikke. Hans
Forsøg paa at benytte en Slags komparativ Etymologi i sin
Apologetik er for den kyndige i vor Tid komplette Barnestreger.
Hans udmærkede, altid parate Hukommelse kan tit blænde, saa
man tror, at han stikker dybere, end han gør. Han er ikke
bange for at give sig i Kast med at fortolke naturvidenskabelige
Resultater til Gunst for sin Sag.
Til hvilke Platheder i Argumentationen denne ellers saa
fine Aand kan nedlade sig, kan ses af „hans Paavisning af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
