Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.
503
sammen i en sær Vælling. Det er oplysende Citater, Brandes
fører frem af „Les Martyrsnavnlig Djævelens Taler, hvori
Revolutionens Yndlingstalemaader genklinger, saa at Fanden endog
citerer Marseillaisen: Le jour de gloire est arrivé. Om Skildringen
af Paradiset siger Dr. Brandes: „En indfødt Københavner minder
dette mest om den Pragt, hvori Tivoli viste sig for ham som
Barn en Aften, naar der var Vauxhall." Men hvad der har
oprørt mig mod Chateaubriand, det er en Hulhed og Troløshed i
hans Karakter, der røber sig i hans Liv, i næsten alle virkelige
Forhold. Jeg tror ikke, at det er usandt, naar jeg paastaar, at
Chateaubriand kun var ædel i sin Fantasi. Kunde han faa
etableret et fantastisk Forhold til Yderverdenen, gik alt helt kønt,
men naar han stod overfor den virkelige Virkelighed, ä
brüle-point, saa kneb han ud. Det er yderst interessant at
sammenholde Safnte-Beuves Artikler om Chateaubriand fra den Periode,
han var ungdommelig begejstret for ham, da han saa ham i
Madame Récamiers Salon, hyldet som Gud og selv tilbedende
ham, med de Artikler, han skrev, da Guden var død. Man
kommer til at tænke paa Søren Kierkegaards Forhold til Mynster,
om end Sammenligningen halter en Del.
„Af Tidsalderens Personligheder er der en egen Klasse,
som særligt skarpt betegner Perioden, det er ide omvendte/
Typen paa den Klasse er Fru de Kriidener, en fransk og tysk
opdragen Liflænderinde. „Det er ganske vist uset, at en Kvinde
med sin modtagelige Natur har ført sin Tidsalder videre, men
til Gengæld ses det jævnligt, at hun leverer det mest udprægede
og udtryksfulde Billede af dens Væsen* (Pag. 258). Man følger
denne „halvasiatiske Dame" som Ambassadrice fra Wien til
Italien, fra Venezia til København, hvor Manden en Tid var russisk
Gesandt. Man ser hende som Genstand for hendes Mands
Privatsekretærs, den unge Stakievs naiv-begejstrede Elskov, der vækker
hendes eksalterede Følelsesliv. Hun afskyr København, hvor hun
for at bedøve sig danser, spiller Komedie og koketterer til alle
Sider i Diplomatiets Cirkler, bliver syg og faar Lægeordre til at
drage til Sydfrankrig. Hun lever op i Paris. „Hun dyrker
St. Pierre, Forfatteren til „Paul og Virginie", og Naturen, men
har samtidig hos sin Modehandlerinde en Regning paa en Snes
tusend Francs,* hun bliver i Sydfrankrig modtageligere for Elskov
end i København, lader sig af sin Elsker føre ud af Frankrig under
Revolutionen, meddeler sin Mand, at deres Ægteskabs Baand er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
