Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
6. Brandes: Reaktionen i Frankrig. 508
mens skønne Øjne betragter ham, og Tilhørerinderne indsuger
hans begejstrede Ord, mens Hjerterne vugger sig i deres vage
Musik. Ingen opdager Mangelen paa Dybde i Følelsen, eller
Fadheden i Tanken, den ukunstneriske Langstrakthed. Man fandt,
han havde fuld Ret til at holde Formaningstaler til Byron og
Musset, der som Poeter vel nok ragede et Hoved over ham.
Pag. 311 ff. gennemgaar Brandes nogle af hans skønneste Digte.
Først i Brandes’ „Romantiken i Frankrig* bliver Hugo
Forgrundsfigur. Men allerede, mens han var Restaurationens,
Middelalderens og Kirkens Digter, viser sig den mægtige Marv i hans
Poesi. Der er en Rytme saa fast smedet, saa klangfuldt tonende,
der er en saa færdig og lødig Rimkunst, at man straks skønner,
at her er Geniet tilstede. Et Mesterstykke blandt Oderne er saaledes
„Un chant de féte de Néronu; Skade, |at Slutningsstrofen er saa
flov, saa historisk psykologisk usand. Endnu kalder Hugo, der
senere digtede Napoleon ind i en mytisk Glories Glans, ham
drillende med hans Efternavns italienske Form: „Buonaparte*, han
er nær ved at gøre Greven af Chambord til et Kristusbarn; han
gør sig formelig til Hofpoet, han priser Frankrigs Kamp for
Reaktionen i Spanien, selv Bonald faar sin Ode. Og af det 18de
Aarhundredes Aand har Hugo den samme Opfattelse som den
unge Oehlenschläger hos os (Brandes Pag. 325).
Tiende Kapitel, der behandler Erotiken i dette Tidsrums
Digtning, viser os en Række af Poesiens Kvindefigurer. Først
Chateaubriands Velleda i „Martyrerne". Hun havde som alle galliske
Kvinder noget lunefuldt og tiltrækkende. Hendes Blik var hurtigt,
Udtrykket om hendes Mund en Smule haanligt og hendes Smil
ejendommelig blødt og aandfuldt. Hendes Væsen var snart stolt,
snart vellystigt. Der var i hendes Person en Blanding af
Hengivelse og Værdighed, af Uskyldighed og Kunst.11 Som man ser,
kunde en samtidig fransk Dame udmærket godt have tjent til
Model for den galliske Præstinde. Hun savner ikke en Gang den
æstetiske Begejstring og Dannelse, som en Digter søger hos sin
Tankes Dronning; hun kunde baade Græsk og Historie. Da hun
„falder*, falder hun som en Engel, men Helvedes Dæmoner
akkompagnerer hendes Fald med deres Hyl. I Alfred de Vignys „Eloa*
bliver endogsaa en kvindelig Engel forført af Mørkets Fyrste, hvis
Selvskildring for Resten er vidunderlig dejlig. Fru de Krüdener
forser sig i „ Valérie" paa en Svensker Gustav, der ikke ligner en
Svensker mere end en Spanier; det er en overjordisk Elskov, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
