- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 10 (1893) /
541

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Axel Henriques: Pariserminder (Teatrene i Maj 1893)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Pariserminder.

541

vilde male det samme Landskab. Træer og Vand og Luft vilde
være det samme i de to Billeder, og dog vilde de blive uhyre
forskellige netop ved det, der gjorde dem bægge til Kunstværker,
det samme, som gør Théåtre français’ Ydelser til Kunstværker, det,
hver enkelt virkelig Kunstner sidder inde med, og som hverken
Tradition eller Skole har noget med at gøre, Evnen til at se
Naturen og Livet paa sin særegne Maade og gengive sit Syn
saaledes, at vi Tilskuere — om saa blot for et Øjeblik — føler
og tænker paa samme Maade.

Coquelin var langt mere brutal og lidt komisk i sin Lighed
med et stort Dyr, der med en vis Skadefryd tramper ned, hvad
det møder paa sin Vej, Le Bargy var den elegante Verdensmand,
for hvem der kun er et levende Væsen at tage Hensyn til: hans
eget kære Jeg. Coquelin ligesom godtede sig over at skulle skyde
sin Hustrus Ven ned „som en lille Kanin" — han morede sig
kosteligt ved at kalde ham en lille Kanin; Le Bargy brugte lige
som tilfældigt det Udtryk at skyde ham ned som en lille Kanin,
han vilde virkelig blot tage ham bort som et lille Dyr, der
generede ham. Coquelins Hertug vidste godt selv, at han var en
brutal Fyr, og det morede ham at være det, ogsaa fordi han selv
følte, at han var en Smule latterlig, Le Bargy vidste om sig selv
at han absolut ikke var latterlig, og det faldt ham slet ikke ind,
at han var brutal, han var til Fingerspidserne Verdensmanden
med den mest „brutale Samvittighed". Man kunde tænke sig, at
Dumas fandt den ene Kunstners Opfattelse „rigtigere" end den
andens, vi andre har kun at beundre dem bægge. For en Ordens
Skyld maa jeg bemærke, at jeg kun saa Le Bargy i et Brudstykke
af „den fremmede". Derimod saa jeg ham spille en stor Rolle i
„Les éffrontés" nemlig Henri. Det er ingen af Stykkets
Hovedroller; den vilde her hjemme sikkert først blive besat, naar de
bedste Skuespillere havde valgt 5 andre Herreroller, og saa vilde
man efter Opførelsen sige om Henris Fremstiller: ja det var ikke
noget videre, men det var ogsaa en kedelig Rolle — den Slags
Ytringer, der baade kan høres og læses, fordi det er den almindelige
Mening, at Stykkerne er det væsentligste, Udførelsen det
underordnede, hvad der just ikke bidrager til at hæve Skuespilkunsten. —
Paa Français blev Le Bargys Henri en af Forestillingens bedste
Ydelser, og Tanken om, at det var en underordnet Rolle, kom
ikke frem. Henri er en rig Mands Søn, han gør ingen Ting
undtagen lidt Gæld, han har ingen videre Interesser undtagen for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1893/0547.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free