Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Knud Bokkenheuser: Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
558 Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.
565
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange af os leve, skjønt
Hjertet er brudt, skjønt Livets Haab er slukt?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, der gjerne
vilde have nedlagt det trætte Hoved, det knuste Haab i denne Kiste?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, som med
Glæde vilde have givet hende deres Liv og anseet Døden for en dobbelt
Lykke, naar den havde kunnet skjænke hende tilbage til Livet?
Aldrig har nogen Qvinde levet et ædlere, et skjønnere, et rigere
Liv end det, som Himlen i sin Naade havde forundt hende.
Hun var en Digters Hustrue, hans Elskede, hans Muse.
En Digter, der for at naae Poesiens forjettede Land kun manglede
Modet og den Tillid til egne Kræfter, som kun Lykken kunde give ham,
ham gav hun det manglende Mod, den manglende Tillid ved at skjænke
ham den Lykkens Fylde, som gjengjældt Kjærlighed er for et fromt,
poetisk Sind.
Hun, der, lige til Døden lukkede hendes Øine, havde et Barns
Sind, et Barns hele eenfoldige Uskyld, hun lærte Manden, Digteren, ved
sin barnlige Fromhed, hvad de Kloges Forstand ikke kan finde. ’ 4
Hendes Kjærlighed var det, som lærte ham at forstaae Livets,
Naturens, den hele Skabnings rige, harmoniske Skjønhed, og gav ham
de fulde Toner for dens Udtryk.
Og da hun havde udaandet sin hele Sjels rige Fylde i hans
Hjærte, da hans Aand ved hendes Kjærlighed og dens Velsignelse havde
udviklet og modnet alle de slumrende Kræfter,
da var hendes Mission til Ende, da var hendes Gjerning
fuldbragt, da bøiede hun sit Hoved og døde.
Hvilken Qvindes Liv har været rigere, hvilken Qvindes Død
skjønnere?
Med alt, hvad Livet eier af Ædelt og Skjønt, og med al dets
Lykke havde hun været benaadet; ingen af dets Sorger havde berørt hende.
Maae vi ikke troe, at Livet havde udtømt al sin Rigdom for
hende, og at Døden derfor tillodes at kalde hende, fordi Sorgen og
Smerten efter Menneskelivets evige Love ikke længere kunde holdes borte
fra hendes Vei?
Derfor, du ædle Qvinde, priser vi dig lykkelig i Livet, lykkelig
i Døden.
Fred være med dit Støv! Velsignet være dit Minde!
B. Dunker.
III.
Fra Søren Kierkegaard.
D. 7. Dec. 37.
Kjære!
Hermed sender jeg Dem engang (tandem aliquando) de Penge,
De engang (olim, fordum) laante mig, og hvorfor jeg herved takker Dem
ret meget, og, idet jeg tillige beder Dem undskylde, at det har varet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
