Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
574
Den gamle Pavillon.
en Sjæl Fortræd længer, det sølle Skrog; han var værst mod sig
selv, at han ikke kunde la’ de Smaasnapse staa for det, de var,
for vel var Brændevin og Rom en vis Vej, naar en var daarlig i
sin Mave, eller Brystet var galt paa en, men saadan hver eneste
gudskabte Dag baade Sommer og Vinter, næ!
Saaledes talte de gamle Kvinder paa gamle Kvinders Vis.
Man kaldte ham Pestinak-Lars paa Grund af hans
Haand-tering. Og det var Clarisse Slentens, der havde givet ham Navnet
en Aften for fem og tyve Aar siden paa et Skovbal, da han gik
rundt med Hænderne i Lommen ligesom en anden Junker og ikke
vilde danse med Pigerne.
Da Jægermesteren døde, var der megen Snak paa Egnen
om, hvad Enken nu vilde gøre. Om hun vilde sælge, eller hun
vilde blive. Men hun gjorde ingen af Delene. Hun fik en Fætter
af sig til at bestyre Gaarden og rejste selv til Hovedstaden med
Datteren, der den Gang var fjorten et halvt Aar.
Men saa var der det, der fik Folk til at stikke Hovederne
sammen og blinke og sige, at nu var den jo tydelig nok: Haven
og Parken skulde Fætteren ikke have den mindste Smule at sige
over; der skulde Lars regere. Han fik et Par Heste til sin
Raadighed, og Mandskab til at hjælpe sig skulde han selv sørge for. Og
saa skulde han aflægge Regnskab for Fruen, naar hun om Sommeren
opholdt sig et Par Maaneder paa Gaarden.
Fætteren, fortalte man, havde gjort alt, hvad der stod i hans
Magt, for at hindre en saadan Ordning, men Fruen havde staaet
paa sit, og derved var det blevet. Hun havde først haft en lang
Samtale med Pestinak-Lars inde paa Jægermesterens Kontor, og
baade Jomfruen og Stuepigen svor paa, at de havde hørt hende
true og græde og bede derinde. Og to Dage efter var hun rejst
med Datteren. Men Lars havde faaet en skriftlig Sikkerhed for,
at han skulde blive paa Gaarden, saa længe han levede, og passe
Haven, saa længe han havde Kræfter dertil. Det Løfte havde hun
givet sin afdøde Mand, stod der.
Og det var paalideligt nok, det med Papiret, for Lars havde
flere Gange vist det baade til Skov-Anders og Bestyreren og til
Degnen oppe fra Uglemose.
Naa, og det hele viste sig jo ogsaa at kunne gaa udmærket
Bestyreren passede sit, og Gartneren passede sit, og de lagde ikke
hinanden et Halmstraa i Vejen. Til at begynde med havde der jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
