Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
592 Den gamle Pavillon.
Og Lars drejede sig hastigt om mod sin Kammerat, lagde
sin Haand paa hans Skulder og saa ham ind i Ansigtet:
— I er mig en fuldtro Ven, Anders Skovfoged! sagde han saa.
— Det er jeg! bekræftede Anders med Taarer — det er
jeg, Christensen! Lige siden Marie hun lukkede sine Øjne i evigt
Blund, har jeg ikke haft anden Støtte ved min Side!
Pestinak-Lars saa paa Vennen som i en Slags religiøs
Betagelse. Saa vendte han Ansigtet om mod Pavillonen, som nu
stod fuldt belyst af Maanen, der var kommen op over Trætoppene.
Den skinnede ind gennem de aabenstaaende Døre, og Bordet og
Stolene og Sofaen derinde traadte utydeligt frem i det hvide, rolige
Lys. Og gennem de buede Vinduer kunde man se Rankerne af
den vilde Vin hænge ned mørke, stive og ubevægelige, som om
de var støbte af Jærn eller udskaarne i Træ.
Lars tog sit Glas og drak af det. Saa satte han det fra
sig igen og sagde langsomt:
— Forbandet er den Grund vi sidder paa, Anders Skovfoged!
Anders drejede paa Hovedet og klippede med Øjnene, men
sagde ingenting.
Saa lagde Gartneren igen sin Haand paa hans Arm og
vedblev:
— Der er ikke en Menneskesjæl paa Jorden, der ved, hva’
Livet kan bringe a’ godt og ondt, forinden han ligger stiv og
strakt mellem fire Planker!
Den gamle blussede et Øjeblik op og nikkede ivrigt:
— Nej, det er sgu vist og sandt, sagde han — det er sgu
vist og sandt! En gaar her nede i Blinde og famler og leder og
ved aldrig en eneste Stund eller Time, hva’ Ende det ta’er!
Efter disse kraftige Udladelser sank de bægge længe hen i
Tavshed. De sad krumbøjede, stive og ubevægelige og stirrede
ned i Jorden. Imellem drak de en Slurk af deres Glas, men uden
at hilse paa hinanden. Rusen var ved at faa Magten over dem.
Anders var bleven søvnig og lukkede Øjnene, medens Varmen tog
paa at prikke ham over hele Kroppen. Hatten havde han for
længst taget af, den laa paa Trappen ved Siden af ham, og han
sank mere og mere sammen med Hagen bøjet helt ned mod
Brystet. Men pludselig skød han i Vejret som en Kikkert, virrede
med Hovedet og spilede Øjnene op:
— Hva’? mumlede han — hva’ si’er De? Hva er det for
en Grund, De si’er, vi sitter paa, Christensen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
