Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101 Den gamle Pavillon.
si’er hun saa. Jeg ryster bare paa Hovedet. Nej, De er jo osse
en rigtig Kraftka’l! si’er hun og trykker sine Fingre ind i min
Arm, saa det næsten gjorde ondt. Men saa kunde jeg ikke
styre mig længer, vedblev Lars, og hans Stemme rystede — jeg
smider Riven og slaar bægge mine Arme omkring hende og
kysser hende.
— Naa, naa! sagde den gamle, og nu var han lysvaagen. —
Skreg hun çaa?
— Næi, hun rev sig bare løs og saa’ forskrækket omkring
sig, og saa sa’ hun: Pas dog paa, Mand! Og jeg stod og bævrede
over hele Kroppen. Men saa kom hun hen til*mig igen, helt hen,
og sa’ ganske rolig: Vil De komme her ned i Pavillonen i Aften
Klokken ti, jeg vil gerne tale med Dem!–og saa gik hun
og Polluks op ad Hovedbygningen til.
— Hi! blinkede Anders og tog en Slurk af sit Glas. —
Mødtes I saa? spurgte han og drejede Hovedet og saa opmærksomt
op og ned ad den gamle Pavillon, som om det var første Gang,
han tog den i Øjesyn.
— Ja-a, vi mødtes her baade den Aften og mange Gange
derefter.
— Hi, hi! gnækkede den gamle igen. — Men det er sgu
da ellers ikke no’et saadan aa være trist i Koløren over, Christensen,
for det er jo da eri Fornøjelse, saa længe det staar paa.
— Ja-a, sagde Gartneren — og jeg bryder mig osse Fa’en
om Fruen, hun kan være for mig, hva’ hun være vil! men det er
haardt nok, Anders Skovfoged, naar ens eget Barn ikke maa
vedkendes en.
— Sandt nok! nikkede Anders — men det vilde jo da bli*
en evig Skændsel for alle Parter.
— Og saa vilde hun ha’ mig til at rejse til Amerika! lo
Pestinak-Lars haanlig. — Dengang hun mærkede, at hun var bleven
frugtsommelig ved mig, saa vilde hun ha’ mig til at rejse til
Amerika!
— Før den gamle døde?
— Ja-a, ligestraks! hun skulde nok gi’ mig rigelig med
Penge, sa’ hun.
— Det var dog Satans! bandede Anders og rystede
indigneret paa Hovedet — har en dog kendt Mage! Hun vilde altsaa
bare ha’ et Barn?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
