Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
597 Den gamle Pavillon.
— Ja-a, jeg forstaar Jer jo nok, men–men det ska’
I sgu’nne gøre alligevel!
— Næi vist saa, jeg gør det jo heller ikke, og jeg er jo
heller ikke værdig dertil! men i Fjor, da tog jeg da hendes Haand
og kyssede den, jeg kunde ikke la’ det være for aldrig det! og
saa saa jeg paa hende og sa’: min lille Annette!
— Naada!
— Ja hun blev begribeligvis saa bange, at hun løb sin
Vej.–Og saa Dagen efter kommer Fruen og melder mig, at
hvis jeg prøvede paa saadan no’en Hundekunster tiere, saa skulde
jeg blive jaget fra Gaarden den samme Dag, for der var ikke en,
der vilde tro paa mine Historier, sa’ hun, da alle og enhver
vidste at–-
— Vidste a’hva’? spurgte Anders, da den anden stoppede op.
— Vidste, at jeg drak! sagde Lars haardt.
— Sa’ hun det?
— Jamen det er jo osse sandt, Anders Skovfoged, det er
jo osse sandt! Der er jo ikke den Aften, jeg gaar ædru i min Seng.
— Naa-aa, nu overdriver De, Christensen! Vi er jo da ikke
sammen hver Aften.
— Jamen jeg drikker osse, naar jeg er alene! mumlede •
Gartneren og saa ned — det ved I ikke no’et om, men jeg sidder
hver eneste Atten derinde i Pavillonen og drikker.
— Hva’ er det, I si’er! udbrød Skov-Anders forfærdet, og
den sidste Rest af Rusen ligesom rislede af ham.
— Det er sandt hvert eneste Ord! nikkede Pestinak-Lars
klagende. — Og det er mig, der har faaet jer til at drikke, Anders
Skovfoged, det er mig, der er en Svinepels, og jeg kan ikke holde
op, jeg kan ikke la’ være! Forleden ha’de jeg smidt Nøglen til
Skabet ned i Brønden for at blive fri for den, og saa længe det
var lys Dag og jeg gik mellem de andre og arbejdede, saa var
jeg stolt over, hva’ jeg ha’de gjort. Men da jeg saa kom hjem i
Stuen og ha’de spist min Aftensmad, saa begyndte det at slide
og trække i mig, og jeg rev Tøjet a’ mig og gik til Sengs, men
jeg maatte ligge og slaas baade med det ene og med det andet,
og til sidst kunde jeg ikke staa imod længer, og saa krøb jeg ud
a’ Sengen og hen til Skabet, og saa–og saa brækkede
jeg Laagen op med et Stemmejærn–og saa brækkede
jeg Laagen op med et Stemmejærn–—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
