Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Stephane Mallarmé: Digte i Prosa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte i Prosa.
609
Ja, sandelig: Pianoet tindrer, fra Violinen vælder Lys over den
sønderrevne Sjæl, men Lirekassen har i Erindringens Tusmørke
faaet mig til at drømme haabløse Drømme. Og som den nu
pludrede en Melodi, fornøjelig almindelig, en, der særlig glæder
Forstædernes Sjæl, en aargammel, fortærsket Melodi: hvoraf kom
det da, at dens Omkvæd gik, mig til Hjerte og fik mig til at
græde, som om det var en troskyldig Folkevise? Jeg nød den
langsomt, og jeg kastede ingen Mønt ud af Vinduet for ikke at
blive revet ud af Stemningen ved at opdage, at Instrumentet ikke
spillede alene.
II.
I Gaar flk jeg min Pibe frem igen, mens jeg sad og drømte
om en lang Tid i Arbejde, i dygtigt Vinterarbejde. Cigaretterne
og Sommergardinerne er gemte hen, tillige ined alle Høstens
barnlige Glæder, i en henrunden Tid, hvor Blade, blaanende i Solen,
lyser, og den alvorlige Pibe er tagen irem af en alvorsfuld Mand,
som vil ryge lang Tid uden at forstyrres, for at kunne arbejde
bedre. Men jeg havde ikke tænkt mig den Overraskelse, som
denne saa længe forladte Skabning skulde berede mig; næppe havde
jeg suget det første Drag, før jeg, forundret og rørt, glemte de
store Bøger, jeg vil skrive, og atter indaandede den forgangne Vinters
Luft. Jeg havde ikke rørt den trofaste Ven siden min
Tilbagekomst til Frankrig, og hele London, London, saadan som jeg havde
set den store Stad og gennemstrejfet den ganske alene for et Aar
siden, viste sig atter for mig: først dens kære Taager, der hyller
sig om Hjernen, og som har en ganske egen Lugt, naar de
trænger ind gennem Vinduet; saa mit mørke Værelse med dets
kulstøvede Lædermøbler, hvorpaa den magre, sorte Kat holdt af at
vælte sig, og Ovnens store Blus, og Tjenestepigen, fyrende i den
med sine røde Hænder, og Kullet, naar det hældtes fra Blikspanden
ned i Kulkassen; Morgenen — naar Postbudet paa Døren slog
de to højtidelige Slag, der fik mig til at leve! Jeg gensaa gennem
Vinduet den øde Gades syge Træer — jeg saa atter Floden, som
jeg saa ofte sejlede over, rystende af Kulde paa Damperens
Dæk, der var fugtigt af Taage og sværtet af Røg, og jeg saa
min stakkels omvankende Hjertenskær, der var i Rejsedragt: en
lang Kjole, graa af Gadernes Støv, en Kaabe, som klæbede vaad
til hendes frysende Skuldre, og paa Hovedet en af disse Straa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
