Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Erik Henrichsen: Retsplejen og den offentlige Mening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
620
Retsplejen og den offentlige Mening. 622
Kongen skulde udnævne Rigsdagsmændene — dem alle, ikke blot
som nu de 12 Medlemmer af Landstinget; den anden Haand har
ogsaa her været paa sin Post og nidsk taget en Part af det givne
tilbage? Efter denne Ordning bor Dommerne og Regeringen vel
ikke under Tag sammen med fælles Husholdning, men de er
hinandens Naboer, og det Naboskab medfører Interessefællesskab i
Henhold til det gamle Ord, at det gælder en selv, naar det
brænder hos Naboen.
Resultatet er da ogsaa blevet det, at medens under
Enevælden den dømmende Magt direkte var hos Kongen, er den det
nu indirekte gennem Udnævnelsesretten og navnlig Retten til at
forfremme og paa anden Maade udmærke Dommerne. Ikke engang
titulært har Domstolene markeret deres ændrede Stilling. Selv de
overordnede Retter kaldes stadig „kongelige Retter*; naar Kongen
gennem Justitsministeriet har Ærinde til Retterne, titulerer han
ugenert Dommerne: d’Hrr. Dommere i Vore Retter, i officielle
Værker indrangeres Dommerne paa Embedsstigen som
„Embedsmænd under Justitsministeriet" o. s. v. Dog samtidig bærer
Ministeriet intet Ansvar for Dommernes Handlinger, men er paa dette
Punkt politisk usaarbart; Ministeransvarligheden har her et Hul,
hvorigennem Ministeren kan smutte fra at staa Rigsdagen til
Ansvar, hvis en af ham udnævnt Dommer prostituerer sig. Det
utrolige er sket: Domstolenes „Uafhængighed*, der var tænkt som
et Vaaben mod Regeringen, er bleven et Vaaben til politisk Værge
— for Regeringen. Saaledes vendes alt til det bedste — for
Kongemagten!
Men at lade Regeringen udnævne Dommerne er ikke blot
en Krænkelse af det formelle Princip om Domstolenes suveræne
Stilling som den tredie selvstændige Statsmagt. Var Ulykken ikke
større, kunde Regeringen gerne beholde dette Prærogativ, saa
meget mere som de andre Muligheder, at lade Dommerne vælges
af Folket eller ved Selv-Supplering, ikke er saa tilfredsstillende.
Men naar Regeringens Udnævnelsesret faktisk fører til, som her
i Landet, at Dommerne næsten udelukkende tages fra
Regeringens egne Kontorer, saa at Domstolene faktisk er blevne
bureaukratiske Avancements-Anstalter, hvori man snorret rykker op fra
de ministerielle Kontorstole som fra et lavere til et højere Trin
paa den samme Stige, saa at den, der i Dag er en afhængig
Re-geringstjener, i Morgen er en „uafhængig* Dommer, saa at man
altsaa modnes til Dommersædets Suverænitet i Justitsministeriets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
