Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - G. Brandes: Job-Studier. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
656
’ Jobs Bog.
behager, det simple langt mindre. — Fantasien dvæler ved det
uhyre, ser noget guddommeligt deri, som den i Grækenland ser
det guddommelige i det sikkert begrænsede, der stemmer med
Fornuften. Vrøvl — det ubegrænsede — er det mest ugræske
Begreb, der gives, Flegma er det mest uisraelitiske Begreb.
Det er Hellas og Israel, som Evropa skylder sin Kultur.
Grækerne beboede et Bjærgland med stærkt adskilte Dale
som Schweiz’s, kun at Bjærgene ikke var høje, men frugtbare,
Landskabet smilende, ikke barsk. Og rundt om laa Havet, og
overalt skar Havet sig ind, et Hav med dejlige Farver og fredeligt
langs Kysterne og i de talrige Havne.
Grækenland var et Kystland, og dets Mænd var fra Arilds
Tid af Sømænd med Sømænds Ejendommelighed.
Grækerne var tidligst et Folk af Matroser, af Sørøvere, af
Købmænd og Kolonisatorer — af Naturen glade ved at tale og
høre andre tale — et Folk af Fortællere, det vil sige af Talere og
Digtere for de bedstes Vedkommende; af Pralere og Løgnere for
de slettestes. Et og andet i Odysseen er idealiserede Skipperløgne.
Israels Børn var oprindeligt Nomader. Hebræere (Ibrim)
betyder de omvandrende. De Landskaber, de først havde for Øje,
var rimeligvis det stenede Arabiens vilde Bjærgegne og Ørkener.
Bjærgene har slaaet dem med Rædsel og Ærefrygt. Egnen ved
Sinai er anderledes vild og barsk end Egnen om Olympen;
Olympen blev hellig, Sinai frygtet. Hvert Bjærg havde sin Gud.
Bjærgkultus er en af de ældste Former af Religion hos den
semitiske Stamme. Thabor, Hauran, Hermon, Libanon havde
hver sin Gud, kaldet Baal-Hermon, Baal-Libanon, Baal-Hauran
o. s. v. Sinai havde sin Gud, en Art Torden- og Lyngud. Fra
Bjærgets Tinder syntes jo de frygtelige Uvejr i denne Egn at
ud-gaa. Arafel, den mørke Sky, var hans Slør. Han sønderrev den
og aabenbarede sig i Lynet. Han var en Flammegud. Den, der
saa ham, døde.
Senere da Sagnets Moses kommer til Midianiterne, besøger
han Horeb, Guds Bjærg, og ser dér den brændende Tornebusk,
der flammer uden at opbrændes. Ved Bjærget her søgte Guden
at dræbe den, der steg op. Saaledes angriber Jahve her i
Herberget Moses og søger at dræbe ham. Hans Hustru Sippora
frelser efter det øjensynligt ældgamle Sagn hans Liv ved at
foretage en Operation paa hans Søn og kaste et Stykke blodig Hud
for Herren. Saa slipper Gud Moses.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
