Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - G. Brandes: Job-Studier. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
664
’ Jobs Bog.
Skønt Jobs Bog ikke lader sig forstaa uden den Prolog
og den Epilog, som nu findes, er det uvist, om Prologen og
Epilogen oprindeligt er af’samme Haand som Samtalerne. Sel?
bortset fra, at Gudsnavnet i Prosarammen er forskelligt, staar denne
nemlig i paafaldende daarlig Overensstemmelse med den
versificerede Digtning. Dialogen indlader sig aldrig ligefrem paa de
Forhold, Rammen meddeler.
Et Hovedpunkt i Jobs Historie er hans Sygdom. Men
imellem Job og hans Venner hentydes der kun sjældent til den,
og der findes næppe nogen Hentydning til dens særlige Natur. 1
Epilogen er den endda fuldstændigt glemt; Job burde jo helbredes;
men dér er slet ikke mere Tale om nogen Sygdom.
Et andet Hovedpunkt i Rammen er Jobs Tab af sine Børn.
Men hverken Vennerne eller han selv synes at vide af dette Tab
(5,25. 14,21. 19,17): Der siges til Job af Elifas: Stød ej Guds
Tugtelse bort, og du vil se dit Afkom formere sig. — Job klager
over, hvorledes Gud knuger og plager Mennesket: Hans Børn
kommer til Ære, og han ved det ikke. — Ja andensteds taler
han endog ikke almindeligt, men personligt, om Børn: Min
Aande er min Hustru modbydelig, og mine Børn har Afsky
for mig.
Det er overhovedet ikke let at danne sig en Forestilling
om Jobs Situation efter Ulykkerne. Undertiden (16, 8) tales der,
som var han forfulgt af Fjender, hvorom der ellers slet ingen
Antydning findes: Min Fjende nidstirrer mig, griner ad mig, slaar
mig skændigt paa mine Kinder, ja Fjenderne samler sig i Jiasse
mod mig. Gud overleverer mig til de onde, overgiver mig i
Forbryderes Hænder. — Udtryk, der er alt for stærke til at kunne
gælde de irettesættende Venner.
Andensteds atter tales der, som var Job rig endnu: ,Fjern
Uretfærdighed fra dine Telte, kast dit Sølv paa Jorden og Ofirs
Guld ud blandt Bækkens Stene. Lad den Almægtige være din
Skat" — en underlig Formaning fra Elifas til den ludfattige Job.
Der er ogsaa andre Selvmodsigelser. Medens det i
Almindelighed forudsættes, at Job og hans Familie lever under Telte
som Østens Arabere, falder der jævnligt Ytringer, som tyder paa,
at de bor i Huse i en By.
Det synes her, som om Digteren undertiden har glemt den
Tilstand, hvori han har hensat sine Personer, og haft den tor
Øje, der paa hans Tid var almindelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
