Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Laur. Bruun: „Frisindet“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
684
„ Frisindet.*
og holdt en lang, højtidelig Tale med ciceronianske Vendinger og
moderne parlamentariske Former. Gæsten var den store Høvding,
og „Frisindet* var en Flok „proskriberede.*
.Høvdingen rejste sig derpaa med Besvær af Stolen, greb
Glasset og begyndte med halv Stemme, der syntes mærket af
Dagens Anstrengelser. Efterhaanden forstærkedes den; en enkelt
Sætning slyngedes ud med fuld Kraft, hvorpaa den atter forsvandt
i Dybet. Det var som smult Vande med enkelte svære Dønninger
og nu og da en hel lille Braadsø:
Alles Øjne havde jo paa denne Dag hele Landet over været
rettet mod Hovedstaden. Dér stod Hovedslaget, og dér faldt
Hovedkvarteret. Men han vilde haabe, at det i Fremtiden maatte
blive anderledes. Thi vel var Hovedstaden Landets Hjerte og vilde
altid vedblive at være det. Men dette Hjerte var for stort — i
Forhold til Kroppen. Vi vidste jo alle, at det var en svær
Sygdom at have for stort et Hjerte. Det kunde aldrig blive for varmt,
men det kunde blive for stort. Og Danmark var en saadan
Person med en saadan Sygdom. Det var naturligvis kun et
Billede, han anvendte. Men Meningen var ellers den, at de, som
skulde raade for Landets Ve og Vel, — de, hvis Stemmer burde
være de vigtigste og, hvad vi nok skulde vise dem, ogsaa virkelig
var de vigtigste, naar det kom til Stykket — det var „os Bønder,
der føder hele Landet med vort Arbejde.* Han vilde gerne tro,
at der var mange virkelig frisindede unge Mennesker her i denne
Forsamling — ja han vidste, at der var det; men han troede
alligevel ikke, det kunde skade at minde den studerende Ungdom,
som opdroges paa Universitetets Bænke, om at de kun var faa i
Antal mod den store Skare, der sad Landet over paa Højskolernes
Bænke; for i vore parlamentariske Tider var det kun Antallet,
som det kom an paa.
Han vilde da opfordre dem alle til at arbejde paa at
helbrede vort Fædreland for denne slemme Skavank, at have for
stort et Hjerte. Man skulde lade Hovedstaden skøtte sig selv for
en Tid; den stod godt, som den stod; men alle skulde stræbe —
„ligesom vi gør oppe i Rigsdagen, naar Regeringen kommer til
os med de her Lønningslove til Embedsmænd og Statsbygninger
og saa meget andet; saa siger vi: „Stop lidt Godtfolk; lad nu os
Bønder komme til. Vil I give noget til Højskolerne? Vil I give
noget til Husmændene?* — alle skulde stræbe hen til at give
Landet, hvad der tilkom det, for at Kroppen kunde vokse efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
