Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Fransk Scenekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
690
Fransk Scenekunst.
siden Mounet-Sully vandt Ry. Nu er Madam Bernhardt paa
urolige Rejser, hvor en evig Land-Skiften kan skjule Entonigheden
i hendes Følelsesudtryk, og Mounet-Sully ældes under Roller, han kun
bærer med en Anstrengelse, der til Tider fornemmes som en sygelig
Krampagtighed i hans Spil. Men Efterfølgere har ingen af dem
faaet. Det er da omtrent et kvart Aarhundrede, siden nogen stor
Personlighed slog ud i fransk Scenekunst og spredte Liv paa det
franske Teater. Genierne er fremfor alt Livsspredere. Som de
selv i deres Kunst slynger os deres Sjæl i Ansigtet, lærer de altid
en Flok andre at have et Mod, der ligner deres eget, og en
Livsstrøm betegner deres Vej.
Men denne Strøm af Liv maa paa Teatret uafladelig fornyes.
Thi Scenens Magt til at kvæle det oprindelige og det levende er
umaadelig stor. Teatrets sædvanemæssige Kunstgreb og alle de
teatermæssige Udtryk lurer som Stimænd i hver Krog, og Midde^
maadighederne falder ubarmhjertigt i Hænderne paa dem den Dag,
da ingen stærkere viser dem en rettere Vej.
Scenekunsten stivner i „Teateragtigheden," det personlige
Udtryk viger for „Fagets", og Rollerne stereotyperes. Bevægelsen
foregaar forbavsende hurtigt og hurtigst i Frankrig, hvor
Middel-maadighederne søger saa sikkert, saa sikkert et Skjul bag det
hellige og altid misforstaaede Ord: Tradition.
Bag dette Ords Vold hentørres i disse Tider den franske
Skuespilkunst. Og Kohorter af Aktører og Aktricer, der —
hver i sit Fag — taler med de samme Stemmer, gentager det
samme Minespil, agerer med de samme Fagter, synes de dannede
og selv Publikum en Skare mekaniske Dukker — intet mer.
Den sidste Sæson er Beviset derfor. Den vil længe mindes
som et Uaar i fransk Teaterhistorie, og den har efterladt den
parisiske Teaterverden i en mere end halv Opløsning.
Uden at kunne fange Publikums Tilslutning paa noget
Punkt jog de forfarneste Direktører forfjamskede fra Forestilling
til Forestilling. Man tog sin Tilflugt til de ældste Routiniers
-Dhr. Blum og Toché — de, om hvem Direktørerne siger: at fde
kender i det mindste Teatret." Men de Herrers gamle Fif Tar
blevne for gamle og prellede af mod Publikums Iskulde. Man
bemægtigede sig et Par ny Forfatternavne; maaske vilde det kunne
frembringe Afveksling. Men Tilskuerne saa, at det fandt kun nr
Firmanavne paa gamle Varer, og de udeblev fra Teatrene som før.
Direktørerne fortvivlede, og da de hverken kunde stole paa Forfattere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
