Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. IV. J. K. Huysmans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny.Digtning.
779
Han ynder de uhyggelige og usandsynlige Planter — Vækster,
der minder om en Artiskok af rustent Jern eller om Bundter af
Aarer og Pagajer eller om uhyre Ananas, fra hvis Top der udgaar
Assagajer og Vildmandspile. Men fremfor alle beundrer han de
kødædende Planter — Soldugg, Fluesnapper og Nepenthes, hvis
metalgrønne Kavtsjuk-Løv og Blomst af grønt og violet Porcelæn
synes ham Højdepunktet af Naturens Bestræbelse for at nærme
sig Kunstens Frembringelser.
De samme Tilbøjeligheder gør sig gældende hos des
Es-seintes paa Kunstens, og Literaturens Omraader.
Da hans Begær er at leve fjernt fra Verden og glemme
Menneskene, vil han ikke paa sine Vægge se Billeder, der
fremstiller Scener af Nutidens Liv. Det, han attraar, er fin og udsøgt
Kunst, „badet i antike Drømme og fordums Dages Vellyst". Han
ønsker sig en suggestiv Kunst, der hensætter ham i ukendte
Verdner, leder ham ind paa ny Spor, lærer hans Nervesystem en
ukendt Gysen og fylder hans Sjæl med aldrig anede Syner. Han
fordrer sælsomme Værker, en Kunst, hvorover han — som Roderick
Usher hos Poe — kan gruble Dage igennem. Han drømmer om
en ideal Literatur, en koncentreret Digtning, der paa et Par Sider
rummer Romaners Stof, sammentrængt i faa Sætninger, udtrykt
gennem Ord, hvis Betydning er saa dyb, at hvert af dem aabner
uendelige Afgrunde i den læsendes Sind.
Denne Fordring fører ham, i Kunsten som i Poesien, bort
fra det almen anerkendte. Han fjerner sig fra dé store, folkelige
Værker — Klassikerne, Victor Hugo, Balzac, Zola. Han søger
derhen, hvor han skimter Fligen af sit Ideals Klædebon — til
Kunstnere som Gustave Moreau og Redon, til Digtere som Poe,
Baudelaire, Verlaine, Mallarmé.
Han elsker disse moderne, som han elsker den latinske
Dekadences Skribenter. I det døende Rom og det hensmuldrende
Byzans finder han samme Forvænthed, samme Forfinelse som i
det udsøgte Frankrig, hvis Literatur omgiver hans enlige Sjæl. Disse
Forfattere fra det femte til tiende Aarhundrede betager ham med
deres Blanding af fromme og hedenske Ord, deres stammende
Sætninger, deres saftfulde Verber, deres røgelseduftende
Substantiver, deres sære Adjektiver, der er som grovt slebne Juveler, indr
fattede i’ plumpt Guld.
Og hos de moderne — hos Baudelaire, Verlaine, Mallarmé —
nyder han den samme Vildtsmag, det samme Forfald. Den franske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
