Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. IV. J. K. Huysmans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
780
En ny Digtning.
Literatur synes ham svækket, udtømt, syg indtil Døden. Men
denne døende Kunst brænder i en Oktobers Pragt, og en sød
Duft af muldent Løv og visne Blade hæver sig berusende fra den.
Des Esseintes finder en lignende Rus i Gustave Moreaus og
Odilon Redons Billeder. Bægge disse Kunstnere svæver i Verdner
hinsides Tid og Rum. Den ene — Moreau — søger tilbage til et
mytologisk Asien, et antikt Østerland, hvor mytiske og mystiske
Kvinder hengiver sig til Gudebilleders Favntag. Han er en
Maler i Flauberts Aand. Den anden — Odilon Redon — bevæger
sig i forhistoriske Ørkner og tegner eventyrlige Skikkelser paa en
Baggrund af kosmisk Øde og Verdensrummets uendelige Nat.
Hans Tegninger har deres Sidestykke i visse Digte af Edgar Poe.
Men alle disse Ting — Likører og Parfymer, Blomster og
Ord, Billeder og Bøger — tilfredsstiller kun for en Tid. Des
Esseintes føler en endnu dybere Trang, en Længsel, som hverken
Kunst eller Poesi kan stille. Og langtsomt nærmer han —
Libertineren og Fritænkeren — sig til Kirkens Porte.
Der er meget, som drager ham.
Kirken synes ham for det første Kunstens Moder. Den
har bevaret Middelalderens ædle Guldsmedværker, de slanke
Alterkalke, Oblatskrinene med de rene Former; den fastholder midt i
den moderne Smagløshed sit udsøgte Juvelarbejde, sine vidunderlige
Mønstre til Messekaaber og hellige Duge. Under dens skønne
Hvælvinger klager en Musik, der er som Sjæles Suk mod
Evigheden, og dens Verdensanskuelse former sig plastisk i Kristi og
Djævelens Kæmpeskikkelser.
Kirken er endvidere Verdens Fjende. Den forkynder Livets
Jammer og prædiker Taalmodighed, Ydmyghed, Offervillighed. Den
skærmer de fortrykte og trøster de ulykkelige, for hvem det stolte
Hedenskab intet har tilovers.
Kirken lokker dernæst hans Fordærvelse. Den troende har
Mulighed for at begaa Synder, som Hedningen i sin Naturtilstand
ikke kender. Satanismen, Gudsbespottelsen — et Stof, som
Huys-mans senere behandler i Lå-bas — vinker vagt og fjernt des
Esseintes.
Men væsentlig staar Kirken for ham som det endelige Asyl,
det sidste Fristed. Og da han af sin Læge uddrives af
Ensomhedens nervesvækkende Paradis og med Angest ser sig slugt
paany af det store Paris, fra hvis brusende Liv han troede sig
reddet, bryder han ud i et fortvivlet Raab:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
