Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
952
Teatrene.
river ham med, han er ude af sig selv, det vil sige: helt ude af deo
Per Sommerfelt, som vi . hidtil har set og kendt. Der skal være
Feber over Spillet, Ækelhed og Skønhed, Usselhed og Storhed, den Art
Viljeløshed, som kommer af, at Personen er ikke sin egen længer, men de
Magters, som er i ham. Ellers bliver jo det kvindelige
Kunstnertemperament, Svigerinden Lilis Udbrud ganske sindssvagt: „Jeg elsker dig,
Perl* (og til Søsteren): 4Men forstaar du det da ikke, han staar jo og
digter hele Tiden!"
Udbrudet blev ogsaa meningsløst ovenpaa Hr. Poulsens Spil.
Han stod sandelig ikke ,og „ digtede % han var mile-, milefjernt fra
at være betagen.
Naturligvis ødelagde hans uforstaaende Fremstilling Spillet for de
andre. Særlig for Fru Hennings som Hustruen. Per Sommerfelt og hun er
Kontraster; naar den ene bliver til det bare ingenting, til den jævne
studentikose Skikkelighed, saa er det jo vanskeligt for den anden, som
er den jævne Skikkelighed, at vise sig som hans Kontrast. Ellers var
der saa meget klogt og godt i Fru Hennings1 Udførelse. Noget bedre
slåp Fru Bloch som Svigerinden fra Syndfloden, skønt naturligvis
ogsaa hendes Figur kom til at mangle det Relief og den Forklaring, som
en rigtig Per Sommerfelt (og en rigtig Palle Daa) kunde og burde
have givet den. Hun var frisk og norsk, helt oppe i Rollen, med de
nydeligste, anskueliggørende Smaatræk, maaske ikke mundrap nok, men
ganske fortrinligt akcentUerende det lille Gran af det * artistiske • 9
som Omgangen og Temperaments-Slægtskabet med Artisterne har
udstyret Frk. Lili med. — I et Par Bifigurers Hovedscener endelig gjorde
de Hrr. Olaf Poulsen og Poul Nielsen deres Sager helt — og halvt
godt. Men disse Optrin var alt for udigterisk behandlede af Forfatteren.
Han breder sig en lille Evighed der og foretrækker at trætte med
hundrede Ord fremfor at more helt med halvtreds....
Paa Privatteatrene kom der i det ganske Fjerdingaar ikke en
eneste Skuespiller-Præstation, som man erindrer. Thi Hr. Neumann
fornøjede rigtignok Godtfolk meget i „Barberen"; men hvem husker nu
andet af häns Spil, end at den klassisk brede Dr. Barthoio var magret
af til en lidt stundesløs mistænksom, og at Hr. N. saa anskueliggjorde
Mistænksomheden ved flittigt at vende det hvide ud af Øjnene og lade
Ansigtet stivne en Stund i et Eddikebrygger-Smil ? — Derimod var der et
Par Enkeltheder, en paa Dagmar og en paa Kasino, som man synes,
man staar i Taknemmelighedsgæld til,... ja for ikke sandt? saadan en
Erindring om noget ægte og smukt, selv om den bleges af Tiden, saa,
naar den dukker frem, drager den dog efter sig gennem Mindet en sagte
Efterklang af den Stemning, som selve Indtrykket i sin Tid vakte. Der
var da altsaa, for det første, et Øjeblik under Frk. Hornemanns Spil i
„Barberen*. Hun var alt for københavnsk til Rosina, manglede ganske
Udtryksmidler til at faa hint naive og forslagne, blide og hensynsløse,
ydmyge og værdige lille Pigebarn tydeligt frem. Men paa det Sted,
hvor Rosina faar Kærlighedsbrevet fra sin formentlige Student, der havde
Frk. H. en Gestus, et Smil, et Blik, som malte overordentlig nydeligt
et Menneskes Lykkefølelse ved at vide sig elsket. Og saa var der en Ba-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
