Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Karl Madsen: Vore Kunstsamlingers Ordning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Vore Kunstsamlingers Ordning.
Dette Angreb paa Langes Forslag til et passende Emne for
Freskerne forsvarer jo egentlig ikke det Emne, Sonne har
behandlet. Maaske er dette dog, trods Langes Indvendinger, et
Forsvar værd. Naar Mænd som Lange og i ældre Tid Høyen har
følt Uvilje mod det, har dette en antagelig Grund. Der er
unægtelig ikke den mest absolute Samklang mellem Billedets Emne
og Stilen i selve Bygningen, om end hver af dem paa sin Vis
virker med en vis Festivitas; to forskellige kunstneriske Strømninger
i Tiden mødtes her, og Lange mener, at den ene helst burde
have holdt sig borte og ikke talt med paa dette Sted. Medens
Bygningen, for at bruge Langes Udtryk, løfter Tankerne fra
Samtiden og Omgivelserne op mod „et bedre Hjem", forbliver Billedets
Fremstilling paa Københavns borgerlige Grund. Er dette egentligt
saa slemt? Bygningen staar dog i Virkeligheden ogsaa paa
Københavns Grund, den er bygget af en dansk Bygmester og omslutter
Værker af en dansk Billedhugger; hverken den eller dens Indhold
er dalet ned til os fra Elysium. Hvad de to har virket, tilhører
den Tid, om hvis ydre Liv Freskerne bringer Minder frem, det er
værd at erindre og er ikke de to til Tort. Med Fresker efter
Langes Forslag vilde Bygningen synes mere koldt fremmed for os
end nu, da Freskerne bygger Bro mellem den By, der omgiver
den, og hin ædle Stræben efter at genvinde Antikens
Skønhedsadel, der præger Bygningen selv og de Værker, den rummer.
End bedre: Saa godt, som det for Billeder er muligt, forklarer
disse Fresker vor fattige Berettigelse til at have denne Bygning
staaende i vor By, den By, der, hvordan den saa ellers døser,
dog én Gang, én Dag, den 17de September i det Herrens Aar
1838, har anet og bøjet sig for Kunstens Magt og Betydning.
Lad være, at det i Virkeligheden kun var faa, der fuldt forstod
Thorvaldsens Værd, selv den brave Arbejdsmand, der „stikker sin
Brændevinsflaske ud til Ære for Konferensraad Tordenskjold",
følte sikkert Stolthed over at kunne hilse den som Landsmand,
for hvem hvert kultiveret Menneske i Europa nærede den dybeste
Beundring. Sligt er værd at mindes, ogsaa udenfor et „Gilde paa
Skydebanen". Hvis Thorvaldsen havde levet upaaskønnet, var
bleven nedrakket i Aviserne og forbigaaet af alle Autoriteter og
Kunstkommissioner, ja, saa kunde der maaske være Anledning til
at male en Apoteose som den af Lange foreslaaede og trøste for
Verdens Utak med Belønningen i Livet efter Døden. Der hændtes
Thorvaldsen det vel saa mærkelige, at Sejrsgudinden i al hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
