Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Dekadenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Dekadenter.
Maanen — jeg ved ingen bedre Raad for ham end Styrtebade og
Bicycle og at flytte ud i en mindre „æggende" Stadsdel.
Naar Aage træt af Elskov synker hen ved Siden af sin
Dagmars Legem, tegner der sig uafviselig for hans Sind sære og
sørgmodige Syner: „Billeder af forladte Ting .. forladte Parker ..
af Haver i Høst — af Sandstensgudinder bag falmet Løv .. og af
faldende Blades Tungsind over mørke Vandes Sorg". De forfaldne
Parker i Høst — med halvt forvitrede Nymfestatuer bag visnet
Løv og de kultiverede Anlæg forladte og vanskøttede — er
aabenbart fra Læsning komne ind i Aages Drømme. De er saa at
sige Dekadencekulturens literære Symbol: lige fra Ulalumes
Cypresallé i „the lonesome October" til Mailarmés „jardin
mélan-colique", hvis Springvand stiger sukkende op mod en bleg
Oc-toberhimmel, gaar de igennem al moderne Dekadencelyrik. —
I en almindelig — noget literær — Dekadencestemning munder
Bogen ud. En pervers Smag, der søger det usunde og elsker
„alle grønne og giftige Ting — Efteraaret^ grønne Fugt og den
grønne Irr paa gammelt Kobber — den glasgrønne Aftenhimmel
. . det Maaneskin, der er som grønt Sølv ... de grønne Drikke*;
en Sørgmodighed, der nær faar ham til at græde — „en
Sørgmodighed som af Tusmørke over øde, regnvaade Landeveje og af
Skumring over golde, graa, uendelige Havflader med trøstesløse
Horisonter"; endelig en træt Syndsbevidsthed, der føler sit Hjerte
besudlet og længes efter det „rene og ydmyge* Sind. — Saaledes
gaar Aage „ind i Dødens evige November".
Alt for meget efter Opskriften! Hr. Jørgensen, hvis Aand i
sin første Støbning var saa ægte og oprigtig, synes i sin sidste
Udviklingsfase at være greben af den lavtflyvende Ærgerrighed at
blænde nogle Russer og unge Damer med Pasticher efter den
sære og skønne, franske Dekadentpoesi. Men hvad hjalp det, om
han vandt al den Opsigt, hans Hjerte maatte forlange, men tog
Skade paa sin Sjæl. Hvordan er det, der staar i „Niels Lyhne* ?
„En Sjæl, det er saadan en skrøbelig Ting, og ingen ved, hvor
langt at Sjælen gaar i et Menneske. — Man skulde være god
ved sig selv".
Af de tre Dekadentbøger, som her er analyserede, er denT
der bærer Skilt som saadan, maaske den mindst veritable.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
