Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Jacob Vorm-Müller: St. Hansnat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Sl. Hansnat.
Saa — med et — blev jeg saa besynderlig uhyggelig til
Mode — der lagde sig som en Skygge over Bogens Blade — jeg
løfted Hovedet i Vejret–-og saa ser jeg derudenfor et
Ansigt, ikke en Alen fra mit!... Nej, Dere skulde set det
Ansigtet — magert og blegt som en Dødnings, med Haar og Skæg
strittende til alle Sider og et Par Øjne, der lyste som Gløder...
Da de mødte mine, smilte de — — ja, at jeg ikke faldt død om
paa Stedet!...
Men jeg rejste mig ganske roligt op fra Stolen, trak Vinduet
i, satte Krogene omhyggeligt fast og gik langsomt ud af Stuen.
Saa skyndte jeg mig hen til Indgangsdøren og drejed Nøglen om,
netop som han havde fat i Klinken...
Jeg blev staaende indenfor, stiv som en Pind, og holdt
Pusten. Dolhuset laa den Gang ikke langt herfra, og jeg skønte
jo straks, det var en af de gale, som var undveget.
Jeg lytted og lytted, saa at Ørene værked. Men der var
ganske stille. Ikke en Lyd hørte jeg. Jeg forstod imidlertid godt,
at han ikke var gaaet sin Vej. Men jeg haabed bare, at han
ganske roligt vilde blive staaende udenfor, til Far kom. Og jeg
bad og bad til Gud, at han maatte la Far skynde sig hjem...
Pludselig kom jeg til at huske paa, at der inde i Servanten
laa en ladt Revolver. Og sagte, paa Taa, list ed jeg mig afsted
efter den.
For at komme ind i Soveværelset, maatte jeg passere
Køkkenet. Og da jeg aabned Køkkendøren, stod han der — den
gale — midt paa Gulvet! — Hvorledes han var sluppet ind i
Huset, er mig den Dag i Dag en Gaade. Vi undersøgte det
bagefter: alle Vinduer var lukkede.
Med det samme jeg saa ham staa der, kendte jeg ham
straks igen. Det var Bredo Klingenberg, en af Byens rigeste
Mænd den Gang. Han led af Forfølgelsesmani og strøde samtidigt
Penge ud til højre og venstre — og saa havde Familien ladet
ham spærre inde.
Jeg blev naturligvis dødelig angest — jeg følte ikke mit
eget Legeme — jeg tænkte paa at vende om og styrte afsted
nedover mod Byen — paa Vejen maatte jeg jo træffe Far... Men
i et lynsnart Sekund saa jeg mig selv ved den lukkede Dør uden
at kunne faa Nøglen drejet om — og den gale lige i Hælene paa
mig–og i Stedet for gik jeg et Par Skridt hen imod ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
