Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Jacob Vorm-Müller: St. Hansnat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
St. Haiisnat
Og han saa paa mig, som om han vilde brænde sig Vej
til det inderste af min Sjæl, og jeg svarede ikke andet end: Ja,
De kan, Klingenberg! — saa fast og trohjertigt, som det var mig
muligt. Men samtidigt havde jeg ligefrem Krampe indvortes for
at tvinge Angesten tilbage, saa at den ikke et eneste Sekund
skulde flakke frem i Øjnene paa mig eller dirre i min Stemme...
Mens vi endnu stod og talte, hørte vi Røster udenfor og
Lyden af Skridt, som styred lige mod Huset. Da slog han begge
sine Arme om mig, knuged mig saa tæt op til sig, at jeg misted
Pusten — og saa hvisked han med en Stemme, saa fuld af
Fortvivlelse, at det endnu skærer mig i Hjertet, naar jeg tænker
paa den:
— Blodhundene er paa Sporet — frels mig nu, som du
har lovet!
— Men saa maa De slippe mig! fik jeg saa vidt stønnet
frem. Jeg var jo endnu fuldstændig i hans Magt, fordi Døren var
laaset: ingen kunde komme ind.
Han slåp mig løs fra sin Omfavnelse, men vedblev at holde
mig om Haandleddet, mens han fulgte mig ind i Soveværelset.
Der gemte jeg ham i det store Mahogni-Klædeskab og skyndte
mig saa afsted for at aabne Indgangsdøren, som der nu btev
rusket voldsomt i.
Udenfor stod to Vogtere fra Dolhuset og saa Wallace, som
netop i det Øjeblik var kommet fra Byen.
De gik jo med mig ind i Soveværelset og kom netop tidsnok
til at gribe Klingenberg, som vilde springe ud af Vinduet. Han
havde anet Uraad, forstaar Dere ...
Han gjorde ingen Modstand, sagde heller ingen Ting, fulgte
roligt afsted med Vogterne. Men paa Dørtærskelen vendte han
sig omkring og laante mig et Par Øjne — der laa ligefrem en
Afgrund af Had i dem — og saa knytted han Haanden og skreg
med frygtelig Stemme:
— Du har forraadt uskyldigt Blod — men jeg kommer
igen! . .
„Og saa —?u hvisked Agnes skælvende.
„Saa vidste jeg ikke af mere, før jeg den næste Dags
Eftermiddag vaagned i Sengen, og din Far sad ved Siden af. Først
et halvt Aar efter fortalte man mig, at den gale paa Vejen til
Anstalten havde revet sig løs fra Vogterne og var forsvundet —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
