Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
89
Ja, Gud bevares, der skal være Skuespillere, som kan den sære
Kunst at gøre noget, endog noget betydeligt, ud af ingenting eller af
saa godt som ingenting. De, der har talt med Teatergængere fra vor
Skuespilkunsts Guldalder, vil jo ofte have faaet fyldt Ørene med
«eventyrlige Beretninger om, hvorledes i sin Tid Hr. A. eller Fru B. skabte
Skikkelser, som aldrig glemtes, paa Grundlag af et Par ganske ligegyldige
Sætninger. Jeg tror imidlertid, at saadanne Tusindkunstnere er sjeldne.
Man ter vist ikke regne med, at et Teater skal have just en Snes
Stykker af dem ved Haanden paa en Gang. Og saaledes bliver det da
formodentlig taaleligt berettiget at mene, at Stykker som Tro som Guld
— og godt Komediespil er uforligelige. Der kan „konverseres" fornøjeligt
i dem, Replikerne kan afleveres let, distinkt, pudsigt, med naturligt
Tonefald. Men det er endnu ikke det samme som god Skuespilkunst,
lige saa lidt som f. Eks. Helsingør er det samme som „hele Danmark."
Den eneste, der med Held havde stræbt at faa noget særegent
od af dette Lystspils megen Almindelighed, var Fru Bloch. Hendes
Frk. Doris blev virkelig et Væsen for sig. Det er en Glæde at følge,
hvor intelligent og energisk Fru B. arbejder. Man faar et Indtryk af, at
hun hører til de sjeldne Personligheder, som aldrig slaar sig til Ro ved
det omtrentlig rigtige, men som kæmper og kæmper, til de har naaet
saa nær ind paa Livet af det rette, som det er dem muligt. Hun
higer efter det karakteristiske, efter det, der skiller et Menneske ud fra
saa mange tusind andre Mennesker. Maskering forsmaar hun; men hun
er omhyggelig for at karakterisere gennem Maaden at tale paa, gennem
Arten af Gestus, ja endog (hvad der er yderst sjeldent hos
Skuespillerinder!) gennem sin Gang. Hun havde f. Eks. givet Frk. Doris en underlig
lad, slentrende eller vuggende Gang, den selvtilfreds uopdragnes og
samtidig den lidt dovent ligeglades Gang. . . I en enkelt Scene viste
hun desuden den sikre Evne til ligesom at gøre Rekvisiter levende, der
altid hjælper saa besynderligt til at forstærke Tilskuernes Illusion. En
Papirkniv blev i hendes Haand lige saa fornøjeligt „talende", som nylig
under det franske Gæstespil en Spaserestok blev i Febvres Haand.
Nærmest dette gode Komediespil kom (paa Dagmar teatret) Hr.
Liebmanns Spil i det svenske Regissør-Lystspil Fætter Georg. Hr. L.
fremstiller fortrinligt pur unge Menneskers Forlegenhed eller Betuttethed
eller Utaalmodighed; han gør den paa én Gang meget klædelig og
meget pudsig, saa lattervækkende og dog saa rar. Men hans Patos
anlægger desværre endnu bestandig Hr. Emil Poulsens nedtraadte
Teater-Koturner. I det lille Slutnings-Optrin, hvor den unge svenske Student
endelig faar sin Hjertenskær om Halsen, jublede ikke en glad Student,
men deklamerede op en yndet „første Elsker".
Saa er der endnu at nævne Frk. Betty Mullers overraskende
energiske Udførelse af en Virtuosinde (i Hjemmet paa Kasino). Maaske
mere Rutine end Kunst, mere Ungdom end Temperament! Men saa
megen Rutine hos en Begynderinde virker forbløffende, og Ungdom —
er altid en god Ting! .. . Forøvrigt blev der naturligvis præsteret meget
respektabelt Spil rundt om paa de forskellige Scener. Men hvad Grund
skulde der være til at fremhæve det? Man plejer jo dog ikke at gøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
