Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
91
vækkende Rabalder; saa faldt Stykke for Stykke ned af en Krop, og de
samlede sig sammen, og blev til en frygtelig Kæmpe... Saadan gaar det
ogsaa f. Eks. i den Shakespeareske Digtning. I det fortryllede Sk>t derimod,
som Hr. Gjellerup byder os ind i, er der ogsaa nok stort Staahej: men
der falder bare en Mandsling ned.
— — Til sidst nogle Ord om det kgl. Teaters Genopførelse af
Kjærlighed ved Hoffet.
Stykket er lidt usmageligt for dem, som husker Shakespeare*
Lystspil godt. Det er en slavisk Kopi af deres Scenegang, deres
Karakterer, deres Kunstmidler, af alt, lige ned til deres Jargon. Og
Kopien er saa slikket i de alvorlige Partier, saa anstrengt i de lystige!
Men — kan man faa drevet al Lyst til Sammenlignen ud af sin
Bevidsthed, saa maa man dog igen tilstaa, at Komedien meget vel
fortjener at holdes paa Repertoiret. Der er noget at spille i den. En
Sceneinstruktør har Materiale nok her, til at han kan berede baade sin
egen og Tilskuernes Kunstsans en Fest — forudsat da, at han raader
over tre lykkelige Elskerpar, og saa naturligvis, at han har forstaaet
Stykket.
Ved Ny-Indstuderingen skortede det imidlertid paa omtrent to
Tredjeparter af begge Dele.
Disse romantiske Skuespil kræver en vis Stil. De foregaar overalt
og intet Steds, i hint skønne Kongerige Arkadien, hvor Menneskene jo nok
er som vi og græder og ler som vi, maaske endda langt heftigere, men
hvor alt har finere Former, er smidigere, lettere, gratiøsere. Dér er
Lidenskaben intet andet end skøn, og dér er selv Burleskheden adræt
og beleven. Hvilket Misgreb da, at betro Stykkets komiske Damerolle
til en Skuespillerinde, som drog den redningsløst ned i det
karikatur-mæssigt mæhæ-agtige! Rollen blev tidligere spillet af den berømte Frk.
Andersen, hvis Specialitet var de fornemme Verdensdamer. Hvorfor
havde man ikke nu givet den til Fru Eckardt, som er køn og
elegant og har komisk Talent? Figuren er en Baronesse, der gør sig
Haab om at blive den ideale unge Konges Hustru, og som — vel at
mærke! — hverken af Kongen eller af de andre fornuftige Folk i Stykket
betragtes som hors de combat. Tænk Dem nu denne Aspirantinde til
Tronen i en Slags udmajet og over-undselig Frk. Trumfmeiers Lignelse!
Lad imidlertid Stykkets komiske Figurer fare (der kunde
ellers indvendes adskilligt mod Udførelsen!), og lad os holde os til de
tre Elskerpar! Det maa da allerførst siges, at Hr. Zangenberg som
Kongen var meget god i en enkelt Scene, den, hvor han forklædt
gæster sin elskede; kun lige til sidst, dau han skulde tage Afsked, blev
hans Spil konventionelt og falskt. Og dernæst — ja, Fru E. Nielsen
var rigtignok saare langt fra at være den „Naturens Datter", som Digteren
har tænkt sig. Men ærligt talt var det maaske bedst saaledes. Der er
noget oprørende i, at Kongen uden blot den aller tarveligste Grund
udsætter det stakkels Pigebarn for en grusom Prøvelse. Dette oprørende
føies mindre stærkt, naar Figuren ikke bliver et troværdigt lille Guds
Lam; og saaledes vinder man rigeligt til den ene Side, hvad der tabes
til den anden. Men nu Resten! Den flotte, sarkastiske unge Kammer-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
