Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Teatrene.
hende, endnu er forelsket i hende. Han ser op til hendes ubøjelige
Energi; det Haab om en Krone, som Heksene har givet ham, fler
han ydmyg og glad med at lægge for hendes Fødder; han kan næsten
ikke sige en Replik til hende i Stykkets første Halvdel, uden at han
maa indflette Kæleord: „min dyrebare Hustru", „min elskede", „du
kære!" ... Husker Læseren de berømte sidste 28 af Shakespeares
Sonetter, dem. der er stilede til den slette sorte Frue med „
Staal-Barmen"? I saa Fald gætter han let, hvilken personlig Oplevelse Digteren
kan have omdannet og maskeret i Macbeths Forhold til Ladyen.
Hr. Emil Poulsen skulde nu som Macbeth have antydet denne
Beundring, Forelskelse, Betagethed. Men Hr. E. P. bare begegnede
sin Lady som en skikkelig Kone, hvem man er vant til at komme rart
ud af det med, og hvis Sparlagensprædiken gør En lidt utaalmodig.
Og pludselig blev han lettet, ivrig, villig til alt: ja, for naar man greb
Mordet an saadan og saadan, saa risikerede man vist ikke at blive
opdaget? Som om det blot var den Frygt, der holder en Shakespearesk
Macbeth tilbage! Tragedien bb’ver jo ved saadan en Opfattelse trykket
ned til at være et spidsborgerligt Forbryderdrama____
Det næste Led i Handlingen er Mordet paa Banquo. Hvorfor
lader Macbeth ham snigmyrde? Fordi baade han selv og hans Hustru
er angst for Banquo. De ved (dette er, med det middelalderlige Dramas
ofte lidt ubehjælpsomme Teknik, antydet gennem Banquos lige
forudgaaende Monolog!) — de ved, at han mistænker dem for Kongemord;
og de frygter nu, at han skal røbe Sagen, skal stille sig i Spidsen for
deres Fjender, knuse dem, straffe dem. Er da Banquo en saa farlig
Modstander? Han er berømt og tapper; ban er tillige forsigtig,
skeptisk, klog, Kriger og Diplomat i én Person. Macbeth bruger et
vidunderligt malende Billede; han sammenligner sig selv med Marcus
Antonius og Banquo med Cæsar. De, som har læst Shakespeares „Antonius
og Gleopatra" ved, at dersom Marcus Antonius Macbeth har Grund til
at frygte nogen Mand i Verden, saa maa det være en Cæsar Banquo.
Men paa Teatret fremstilles Banquo som en trivelig, overtroisk,
godlidende Bravmand. Der gaar Banquo og skotter til Macbeth med et Par
trohjertet bekymrede Øjne, som om han havde i Sinde at gaa til ham i
Fortrolighed og sige: „Hør, kære Ven, det var ikke pænt, det
Kongemord! Det maa du angre!" — Den Slags skikkelige Borgere skælver
ingen Helt for. Det falder ganske ufatteligt, at Macbeth lader saadan en
Banquo dræbe ....
Banquo - Scenerne er efter Sidetallet Stykkets Midtparti. Men
de er maaske tillige det Midtpunkt, hvorom den indre Handling svinger.
Hvis den Opfattelse, som nu skal søges gjort gældende, tilfældigvis er
lidt ny, bedes Læseren om ikke at forkaste den blot paa Grund af,
at den ikke er gammel.
Altsaa: Lady Macbeth er angst, fordi Banquo er redet bort med
sin Søn (3. Akt 2. Sc.); hun aner Uraad og opsøger sin Mand; det
viser sig, at han er forpint af den selv samme Frygt. Ja men, siger
saa Ladyen, Banquo og hans Søn har da endelig ikke Brev paa at leve evigt!
eller paa ligefremt Dansk: vi kan jo lade dem myrde! Macbeth udbryder: „Ja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
