Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Teatrene.
lod hun Lady Macbeth „ vakle * ned fra Blodkammeret, knækket og som
om hun kun med en Viljesanspændelse holdt sig oppe. — Jeg indskyder
to Bemærkninger: først den, at ikke en Tøddel i Digtet røber, at Lady
Macbeth nogen Sinde føler Anger over Mordet; og dernæst den: at
fraregnet hendes Mand har ikke en af Stykkets Personer det mindste
tilovers for hende. Det rørende store gamle Barn af Kong Duncan
siger hende et Par venlige Ord; det er jo hans Specialitet at tro paa
hver en Hykler. Men ellers lever hun som i en Iskælder-Luft af andre
Menneskers Ligegyldighed, Skræk, Uvilje. Stykkets ideale Helt stempler
hende i Epilogen som den „djævelsk onde41 (fiend-like). Man vil vist
ikke i hele Shakespeares Digtning kunne finde et Eksempel paa, at en
Person, som han ønsker, at Publikum skal have nogen Medfølelse med,
er stillet i den Grad forladt at Venskab eller Deltagelse! — — Skal
vi saa se paa Ladyens Sindstilstand efter Kongemordet? Vi faar kun
Besked om den gennem Søvngænger-Scenen. Vi hører, at hun har haft
en ubehagelig Studsen, da hun saa, der „var saa meget Blod i* den
myrdede gamle Konge. Straks efter har hun og hendes Mand skyndt
sig ind for at vaske Blodet af deres Hænder. Macbeth gør sig færdig i
en Fart; Ladyen kommer først ud lidt efter. Det har taget Tid for
hende at faa Blodet rigtigt af de smaa, hvide Hænder; og saa — har
hun lugtet til sine Hænder, lugtet Blodet. Disse rent fysiske Indtryk har
bidt sig fast i hende, det er dem, der siden hen spøger i hendes Drømme.
Der er jo Mennesker, som faar ondt og besvimer efter Synet og Lugt af
Blod. Hvis Lady Macbeth er benauet, da hun kommer ud af
Blodkammeret, saa er det en Kvalme-Fornemmelse, hun har. Og hvis
hendes Afmagt siden hen ikke er forstilt (det antager Fru Nyrop den
er — i Strid med hendes foregaaende Spil), saa fremkaldes den ved, at
Macbeth taler om „Blodet", der flød ud af Kongen. Hele Ladyens „onde
Samvittighed14 her er — en Kvindes Ækelhed ved at se og lugte Blod.
Fru Nyrop spillede Søvngængerscenen umaadelig langsomt og med
skiftende Tonefald. Taler Søvngængere saaledes med alle det vaagne
Livs Betoninger ? I det Par Tilfælde, som jeg selv har haft Lejlighed til
at iagttage, var Stemmen entonig og noget hæs. Men én Ting er i det
mindste sikkert, at naar Søvngængere tror at have travlt, saa er deres
automatiske Gang og Bevægelser hurtige. Nu genoplever Lady Macbeth
i sin Somnambulisme Mordnatten: bør hun da ikke gaa at vaske sig lige saa
resolut og rask, som hun gjorde den Gang ? Selv en Fru Ristori og en
Fru Wolter trak Søvngængerscenen noget længe ud; de vilde nyde den
let købte Interesse, som en Søvngængerske paa Scenen jo er vis paa at
vække. Men Effekten vilde næppe blive ringere, og den poetiske
Sandsynlighed vilde blive større, dersom Lady Macbeth viste sig rastløs. Hun
taler næsten hele Tiden i knappe, stødvise Sætninger; hendes Tanker
farer fra det ene til det andet. Ligesom hendes Mand er hun overnervøs
af Frygt for Opdagelse, af Søvnløshed, af skræmmende Drømme. Saa
man hende i Søvngængerscenen som det, man tænker sig ved Ordene
„en hvileløs Aand", urolig, travl, febrilsk, saa vilde man forstaa bedre,
at hun kort efter — i Vildelse — selv søger den Død, som hun dog er
saa angst for.
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
