Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - C. G. Rosenørn: Ængstelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Ængstelser.
Et Par Damer skynder sig ind til Byen; de gaar under
samme Paraply; idet de skraar over Gaden, ser han, at de har
strikkede Teatersjaler om Hovedet; Lygteskæret blinker i
Regnslagene.
I en Sidegade rasler en Trækkevogn; længere borte høres
Vognenes Rullen; en Sporvogn ringer.
Det er nu blevet ganske mørkt. Hinsides Parken skinner
lange Lygterækker; Flammerne flakker i Blæsten; Hospitalet viser
sig i et uroligt, fantastisk Skær, ligesom oplyst nedenfra, fra en
Teaterrampe; Regnskyerne bag Observatoriet har samlet sig, er
blevne mørke og truende; en eneste vældig Nattesky.
Nu og da hviner Stormen omkring Hjørnet. Der bliver da
stærkere Uro i Belysningen; Glassene i en Lygte klirrer; en
Vindueskrog rasler.
En Hund, der kommer løbende hen ad Fortovet, stanser;
skotter ned langs Husrækken; fortsætter saa sit Løb.
Et Øjeblik er der fuldt af Mennesker paa Fortovet; de fleste
gaar ind til Byen; han følger dem med Øjnene. Kvindernes
Nederdele glider sammen med Mørket; derimod ser han Lygtestriben
mellem Mændenes Ben.
I næste Øjeblik er Gaden øde.
Langt borte fra lyder et Lokomotivs Hvin gennem
Vognenes Rullen. —
–-Pludselig farer en Tanke ham gennem Hovedet:
Døren til Entréen stod jo aaben!
Men han husker nu, at for knap en Time siden var den
lukket.
Han husker det, for da hans Husholderske gik, smældede
hun Døren i, saa han bandede hendes Uopdragenhed; og han
erindrer tydeligt, at før, da han sad ved Skrivebordet, havde han
det aldeles bestemte Indtryk, at det mørke Hul ikke var der ud
til Entréen.
Han vender sig hurtigt med uroligt Hjerteslag.
Han er forberedt paa et eller andet usædvanligt, for han
ved, at Døren ikke har kunnet gaa op af sig selv; aabnes den
paa Klem, beholder den altid den Stilling, man har givet den.
Idet han nu ser Dørgrebet træde frem, synes det ham, som
om det nærmer sig og vokser.
Han rejser sig; stryger en Tændstik; famler hen over
Skrivebordet efter en Haandlampe, som han ved maa staa der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
