- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 11 (1894) /
207

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - C. G. Rosenørn: Ængstelser

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ængstelser.

207

Han tør ikke se op, angest for Tændstikkens usikre Skær.
Idet han kaster et Blik hen over Bordet, opdager han, at Lampen
staar et andet Sted, end han havde tænkt sig; hurtigt faar han
Glasset af; men Vægen er ikke oppe; inden han kan faa den tændt,
har Luen brændt hans Fingre.

Han maa kaste Tændstikken.

Et Øjeblik gløder den paa Bordpladen med et rødt
Spejlskær i Polituren.

Han er nu allerede saa nervøs, at det blotte Syn af denne
Glød i Mørket er ham ubehageligt.

Hurtigt stryger han en anden Tændstik og faar Lampen tændt.

Han skruer den højt op; løfter den i Vejret; ser sig om.

Der er intet at opdage, intet som helst usædvanligt.

Alt er paa sin Plads. Gennem den aabne Dør ser han sin
Vinterfrakke i Entréen paa den yderste Krog.

Han gaar derud; lukker Døren op til Soveværelset; et
Øjeblik viger han tilbage, som om han har set noget foruroligende,
men opdager straks, at det blot er Klædeskabsdøren, han selv for
en Times Tid siden har aabnet.

Han vrikker ved Døren ud til Trappen; den er lukket;
Smæklaasen er slaaet i.

Han gør Forsøg med den Dør, der er Aarsag til hans Uro;
den drejer sig tvært paa sine Hængsler; enhver Mulighed for, at
den skulde kunne have aabnet sig selv, synes ham udelukket paa
Forhaand.

Hans Ængstelse stiger.

Skulde nogen have sneget sig ind fra Køkkenet!

Han aabner Døren til Spisestuen. Det aflange Rum oplyses
kun svagt af den lille Haandlampe. Han bevæger den frem og
tilbage; gaar om mellem Stolerækken og Bordet; stanser et Øjeblik;
tror at se noget røre sig; men det er blot en Lysrefleks i
Temaskinen paa Buffeten og Hængelampens Skygge, der flytter
sig med Lyset.

I samme Øjeblik bliver Regnen stærkere.

Den slaar mod Ruderne ud til Gaarden; Lysene fra
Mellembygningen tindrer i Draaberne. Da han et Sekund kommer til at
holde Haanden for Lampen, ser han paa Væggen en Stribe, et
Genskint som et eller andet Lys i Gaarden kaster.

Han gaar ud i Køkkenet, undersøger Spisekammeret og
Husholderskens Værelse; der er intet at opdage.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0213.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free