- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 11 (1894) /
209

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - C. G. Rosenørn: Ængstelser

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ængstelser.

209

Det hele varer et Sekund — saa har han besindet sig og
set, hvad det er.

Det er Lampen, han har sat fra sig paa Bordet, der fra
sin glødende Væge sender en Røgsøjle mod Loftet.

Denne Røgsøjle spejler sig i Sofaspejlet og kaster Skygge
op over Væggen.

Men samtidigt med, at den saaledes fordobles — ses som
Virkelighed, som Spejlbillede og som Skygge — samtidig synes
den at være endnu et Sted: bag hans Ryg; oppe over Sekretæren,
som han ser i Spejlet. I Fornemmelsernes forvirrede Hast synes
Skyggen paa Væggen et Spejlbillede, kastet tilbage af et eller
andet bag hans Ryg; ligesom Malerierne og Sekretæren.

Han har en Fornemmelse, som om hans Bevidsthed et
Øjeblik har været spaltet i to; mens hans vaagne Bevidsthed var
bedøvet, vidste han med en anden Bevidsthed, at det hele
stammede fra en Lampe.

Han ventede et Knald. — Han trækker Vejret dybt;
uvilkaarligt; for at berolige sit Hjerteslag.

Han ser sig om i Værelset; der er intet — intet som helst
mistænkeligt; han ser under Ghaiselonguen; bag en Portiére;
aabner Døren til Bogskabet, som staar paa Klem; i det nederste
Rum kunde et Menneske til Nød ligge sammenkrøbet. Der er
intet; absolut intet. Alt staar i Stuen uforandret, som det plejer.
Og dog tager hans Ængstelse ikke af.

Tværtimod. Snarere er det, som om den under disse
Manøvrer — efter Ophidselsen med Lampen — faar dobbelt Vækst.

Han genkalder sig alle Enkeltheder fra i Eftermiddags; det
klirrende Smæld, hvormed Døren blev slaaet i; Husholderskens
Gang ned ad Trapperne; den gradvist svindende Lyd af hendes
Trin — hun skulde i Teatret —; lidt efter, Synet af den lukkede
Dør; saa Tusmørkets langsomme Falden paa; Regnens Slag mod
Ruderne; Graavejret; den regnbrune Gade; Hunden, der stansede;
Stormstødet; endelig den uhyggelige, aabnede Dør.

Han føler en kvælende Beklemthed.

Han skimter ikke Muligheden for nogen naturlig
Forklaring.

Han husker Datoen; synes, at han aldrig vil glemme denne
Dag; synes, at der forestaar noget frygteligt

Han føler ikke mere Ængstelsen for en reel Fare; for et
eller andet levende, der vilde kunne skjule sig i Mørket.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0215.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free