Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Karl Madsen: Viggo Johansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Viggo Johansen.
Da Johansen i 1885 for første Gang indsendte et
Landskabsbillede til Udstillingen, siges det for sikkert at have været lige
paa Nippet til at blive kasseret. Synet var saa nyt, saa personligt,
Billedet saa uligt alt, hvad man af Landskaber plejede at faa
indleveret til en Foraarsudstilling. Kunstforeningens Udstilling
har ikke ført det frem paany. Det vilde her i Sammenligning
med Johansens senere Landskaber have vist sig at være noget
tørt og tyndt, farveløst og stofløst. Men det vilde dog have draget
Interessen til sig ved sin Karakterfuldhed, sin Stemning, sin Poesi.
Midt ind i Billedet skærer sig en lille Vej gennem Marker med
græssende Faar, Horisonten er dækket af Skagens Plantage, der
i Baggrunden hæver sin bløde Bakkelinie med Fald til begge
Sider. Det er et simpelt Motiv fra en fattig Egn, men en saadan
fattig Egn, der ved hemmelighedsfulde Tillokkelser knytter Hjerterne
til sig. Og det simple er det ædle.
Johansen søger sig baade som Figur- og som
Landskabsmaler helst de allerjævneste Motiver. Hans Landskaber er Billeder
fra Egne uden frodig Pragt, Egne, hvor selv Sommeren har en
Kende af høstligt Vemod, hvor Menneskene er faa, Jorden flad og
Himlen høj, hvor Vinden suser hen over Markerne, sukker i
forblæste Træer og jager Skyerne afsted i skiftende Former. Det
er Billeder fra Skagen, fra Tisvilde, fra Nærheden af Jammerbugten
og fra Amager.
Landskaberne fra Tisvilde er de mildeste. De er malte
1885 og 1886. Det største af dem, Kirkebilledet, er mislykket,
det er papirstørt i Farven, og Johansen har ikke formaaet at faa
Motivet interessant for os. Men Resten, Novemberdagen med
Pløjescenen, alle de smaa Pasteller og Studier med meget forskellige
Belysningsmotiver, glimrende Sol, Graavejr, Regn, døende Dagskær
efter Solens Nedgang, er alle nydelige, alle studerede med
overordentlig Finhed og Omhu og behandlede med stor Kærlighed.
En Række Landskaber fra Skagen, malte de nærmest følgende
Aar, viser en stærk Søgen efter Fylde i Virkningen, Kraft i Farven
og Friskhed i Behandlingen. Han har her særlig foretrukket
Eftermiddagslyset, Solnedgangslyset og Lyset efter Solens Dalen,
det varme, milde, pragtfulde Skær, der gyder en blændende
Skønhed over det fattigste Landskab. Han har naaet meget af
Finheden i dette Skær i det Billede, der efter den noget kedeligt
anbragte Staffage kaldes „En Samtale paa Vejen-. Med den mest
indsmigrende Blødhed i Tonerne er det fremstillet i „September-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
