Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Romaner.
gennem hans Sjæl". Da han senere har den afgørende Forklaring
med Fru Ester, siger hun ogsaa om Forholdet til sin fraskilte
Mand: „Jeg har en Gang læst i en Bog, at der findes visse Dyr,
som ikke kan leve i hverandres Nærhed, men som vantrives, naar
de i en zoologisk Have føres sammen, og langsomt sygner hen og
dør. Hvad er vel Grunden? — Det gik mig som disse Dyr."
Som en Illustration — fra en lavere Sfære — af denne
Instinktkærlighed er i Bogen Fru Bunths Dragning mod Egnens ny
Præst skildret. Der er et „Noget" ved hende, som ikke er til at
definere, men som ligger i Modsætningen mellem noget brutalt og
noget upersonligt korrekt i hendes Ydre, og som efterlader Indtryk af
noget indestængt, lystent, perverst. Hun er barnløs i sit Ægteskab,
og den unge, knoglede Præstemand, der endnu fra Studenterdagene
bærer et Bukketemperament bag Præstekjolen, tiltrækker hende,
uden at hun kan gøre ved det, uden at hun forstaar det. „Det
tager mig ... Jeg kan ikke ..." tilstaar hun hulkende sin Mand.
„Tror du, jeg bryder mig om ham! Nej, det er noget andet ...!
Aa, om jeg bare havde et Barn!"
Her er Spaden dristig sat i ny Jord. Og Ola Hansson —
hvis Kritiker skæmmes af en tysk, højrøstet Stil (man læse blot
pg. 1 i hans i øvrigt interessante „Tolke og Seere") — skriver i sin
lille Roman en Stil, der er som mat Silke, og bag hvilken
Hjertebladene bevæger sig sagte.
— Vi Danske møder med Romanen Hugo Stelling af
Isted Møller. „Livet er en daarlig Roman, men det er dog til
at læse", siges der i Bogen, og denne er som Livet. Den er
til at læse, fordi man føler sig i Selskab med en Mand, der
vil noget og ved, hvad han vil, med hvad han fortæller. Et
satirisk-besk Syn paa Livet og Samfundet strør mange vittige og
træffende Ytringer ud over Bogens Blade, og man føler Trang til
at trykke Mandens Haand, fordi han mener det saa alvorligt med
Spørgsmaalene.
Men Bogen er skreven uden kunstnerisk Gehør. At sige
„Flab" er ingen Kunst, men det siger Forf. med mer eller mindre
rene Ord om den lille Varieté-Anmelder, om Grosserer Dahl, om
„Fremskridt"-Journalisten, om Kvindesags-Kvinden. Kunst er
Overlegenhed, Frigjorthed, Feststemning; man har Lov at være nok
saa harmfuld og foragtfuld og giftig bagved; men at skrive
„Eman-cipationsideen, denne golde, gustne Kvindefjende", eller „Sophus,
der havde akkurat lige saa megen Takt som Flabe i Almindelighed",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
