Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
Det var kedeligt, at Anna Brydes Forfatter ikke lod til at have
kendt en gammel Teaterrotte, som døde her i Byen for nogle Aar siden.
Manden førte ingen sirlig Tale, men hans Meninger var slet ikke uefne.
Han plejede f. Eks. at sige til Skuespilforfattere: „Ser De, højstærede,
naar De saadan har lavet et Stykke, og der kommer et Menneske og
siger, at De skal bare stryge og stryge, saa er det Menneske maaske
nok i 9 af 10 Tilfælde en Æsel, men han bærer sig alligevel ad som
Deres Ven. Men ser De, højstærede, hvis der kommer En og siger, at
De skal bare lade det alt sammen staa eller sætte mere til, saa kan det
Menneske maaske gerne være Deres Ven, men i 99 af 100 Tilfælde kan
De alligevel tage Gift paa, at han bærer sig ad som en Æsel!"
Otto Benzon hører — est ist männichlich bekannt — til de
ikke overstadigt talrige Skribenter her hjemme, der kan skrive. Ordene
„hænger" aldrig om hans Tanker; hver Sætning, hver Replik er knap,
klar, renlig. Hvor vilde det nu ikke have været heldigt, om man havde
genfundet denne renlige Knaphed (en Del af den „gode Teknik*) i
Stykkets Bygning! Men ak! Først gjorde Hr. B. et 3 Akts Skuespil
færdigt, hvorom selv en Æsel burde have kunnet sagt ham, at det
havde egentlig godt en Akt for meget. Og i Stedet for saa at omarbejde
og sammendrage lyttede han til en Vens Raad og gik hen og tilføjede en
4de Akt. et Forspil, hvori alt staar ganske stille. Det var virkelig en Art
skæbnesvanger Stablen Ossa ovenpaa Pelion. Thi fra disse sammenbragte
Smaabjerges Top begyndte man saa nogenledes at skimte en vis Guds
Bolig, — Gudens for, hvad Tyskerne pænt benævner „die Lange-weile*.
Naa, men Stykket led for Resten ogsaa under hemmeligere Brøst.
Det hørte til en Slags talentfuld Bastard-Digtning, hvoraf der er kommet
meget i den sidste Menneskealder. Tiden har haft og har et saa
udpræget Hang til det sentimentalt moraliserende, det sentimentalt
verdensforbedrende, at selv dens skeptiske og vittige Hoveder er blevet grebne
og har lagt Ansigterne i højtidelige Folder. Teatrene har da faaet en
Række alvorsfulde Skuespil forfattede af Mænd, som var skabte til at
skrive smaa-satiriske Komedier. Man kender let disse Pseudo-Dramer
paa én Ting: de forstaar aldrig at tale det ægte Dramas Sprog. Saa
saare de skal til at bruge det, gør de Støj for at skjule, at de kan det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
