Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
267
Sommeren 1723 overhovedet, af teoretiske Grunde, Tre-Aktere for
Fem-Aktere; men i „Don Ranudo* er der nu endelig ikke Stof til mer
end et 3 Akts Teaterstykke. Lad en Introduktions-Akt fortælle om Don
Ranudos og hans Gemalindes Hoffærdighed og Armod; man lægger
Planen om, at naar de er bragte til Bettelstaven, vil man spille dem et
Puds for at afliste dem deres Samtykke til Datterens Giftermaal med en
mindre fornem Adelsmand. I 2den Akt bliver vi saa Vidne til Ægteparrets
luvslidte Stolthed og til den groteske Udpantning. Og i 3die Akt spilles
Pudset, Optoget med den foregivne Prins af Moorland. Sandelig, hvad man
faar ud over dette, bliver paa Scenen af det onde, det vil sige: af det
lidt trættende, lidt kedelige. Saa at hvis en klog og behændig
Teaterskribent foretog den Sammendragning, som Holberg selv ikke fik bragt
i Stand, vilde den ændrede Komedie skaffe Publikum en fornøjeligere
Alten, end det uforandrede 5 Akts Stykke nogen Sinde har beredt eller
kommer til at berede det.
Men fattes der Evne eller Mod til at gaa saa vidt, saa skulde
man da i det mindste ikke være angst for at rydde op i den tit
saa udtværende Dialog og de ofte næsten alenlange Repliker. Lidt havde
man vel strøget, men saa underligt paa bedste Beskub. Se her er et
Eksempel paa, hvad man havde ladet staa. Da man skal til at spille
Ægteparret Ranudo det Puds med den forlorne Prins, fortaber to af
Stykkets Personer sig i en lang Redegørelse for, at dette Puds maa da
gøre et langt sandsynligere Indtryk end det, som man spiller den
adels-gale Borger hos Moliére. Da Holberg skrev sit Stykke, var Moliéres
»Adelsgale Borger" et yndet Repertoire-Stykke her i København; alle
Teatergængere turde forudsættes at kende det. Men hvad Mening er der
i at bevare den Sammenligning paa en Tid, da ikke 1 af 100
Teatergængere har nogen som helst Forestilling om „Den adelsgale Borger"?
Eller for at tage et Eksempel fra en anden „Sfære*: man havde
ogsaa beholdt den Gemenhed, som Pedro siger om Leonora, at „hun
har ladet sig bruge til Felts udi gamle Dage i den nederlandske Krig".
I 1723, da Brabanter-Krigen var i alles Erindring, kunde dette obskøne
Indfald jo vel nok pirre et Grin op fra en og anden Tilskuers Bryst. Men
i 1894, og naar det siges om en Leonora, der virkelig i alle Maader
viser sig som et af vor Tids Mennesker, — hvad skal det saa til?
Stykkets Hovedroller var besatte med den bedagede Hr. Schram
og den bedagede Fru Phis ter; Komediens taknemmelige lille Bonde-Rolle
var ogsaa kommet i bedagede Hænder. Derved blev Løjerne just ikke
lystige. Man lo noget af Hr. Schrams og Fru Phisters Paaklædning,
man lo ikke meget over deres Spil. — Disse Artiklers Forf. har Gang
efter Gang paavist, at Holbergs komiske „Karakterer" er, hvad vi nu til
Dags vilde kalde Grillefængere, at ingen af dem er tænkte og at ingen
af dem bør spilles som, hvad vi nu forstaar ved gamle Folk. Hvis man
kendte Forbilledet til den Holbergske Komedie, vilde man sikkert faa
yderligere Bevis for, at særlig Ranudo og hans Hustru skal fremstilles som et
Par kraftige konfuse Brushøns. Holberg har rimeligvis arbejdet med
Reminiscenser fra en hollandsk eller engelsk Bearbejdelse af et af de mange
spanske satiriske Stykker om adelig HofTærdighed. Man har et Slags
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
