Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Georg Brandes: August Strindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
August Strindl>erg.
Han havde været en Tilhænger af Rousseau, fandt stadigt
ny Beviser for Sandheden af Rousseaus Grundtanker og
fortsatte den gamle Naturtilbeders Angreb paa Overcivilisation. Han
er lidt efter lidt kommen saa langt bort fra dette Udgangspunkt
at han har skrevet en af de ildfuldeste Lovtaler, der gives, over
Jean Jacques’ store Antipode Voltaire; han forherliger i den især
Voltaire som Aandsaristokrat og nævner end ikke i Forbigaaende
Navnet Rousseau.
I ikke faa af sine Skrifter havde han taget Ordet for
Kvindens Frigørelse, for hendes Ligestillethed med Manden, for
Muligheden og Nødvendigheden af begge Køns Samliv i Frihed.
Saaledes hedder det etsteds i Röda Rummet, hvor Forf. lader sin
egen Anskuelse skinne igennem: »Begge Parter afslutter en fri
Overenskomst, ingen opgiver sin Selvstændighed, den ene
respekterer den andens Svagheder, og man har et Kammeratskab for
hele Livet, som ikke trættes ved den ene Parts Pukken paa
Ømhed."
Men senere drejede Strindbergs Stemning sig i Løbet af
faa Aar fuldstændigt.
Omslaget kom fra først af som en ikke usund Reaktion
mod den Mandsnedrakning og Kvindeforgudelse, der i længere
Tid havde gaaet i Svang ogsaa i den skønne Litteratur. Ikke blot
hos Fru Edgren og Fru Agrell i deres Bøger fra hine Dage og
ikke blot i Hostrups seneste Skuespil havde Kvinderne
gennemgaaende staaet med Palmer i Hænderne. Men ogsaa Norges første
Digtere havde vist Vejen. I Bjørnsons Skuespil fra denne
Strindbergs Overgangstid overstraalede Kvinderne hverandre i Dyd og
Ædelmod; i Leonarda gik Idealet selv lyslevende om; og hos
Ibsen, der endnu ikke var Rebekkas og Hedda Gablers Digter, var
Læserne efterhaanden blevne vænnede til, at den samme Digter,
der hver Gang han saa sit Snit og jog sin Sonde ned i Mændene,
efterviste Raaddenskab og Forløjethed overalt, saa snart han gav
sig i Lav med Kvinderne, tabte baade Kniv og Sonde ud af sine
Hænder med en Romantikers fromme Tro. Solvejg var en
Kompliment i Legemsstørrelse, selv Smaaløgnene hos Nora var kun
en Ynde mere — og hvem bar Skylden for dem? Helmer —
endelig var den glubske Satire Samfundets Støtter ubetinget
indskrænket til at gælde Mændene, saa direkte endda, at Stykket i
Grunden udmunder i Konsul Bernicks Replik: Det har jeg lært i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
