Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Georg Brandes: August Strindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
August Strindl>erg.
II.
Det vilde være urimeligt at bebrejde en saa betydelig og
sandhedskærlig Forfatter som Strindberg, at han har ændret sine
Meninger, eller at Teori og Praksis hos ham ikke altid har
stemt overens. Han har levet stærkere, følt heftigere end
Forfattere ellers. Der er en stadig Gæring i hans Sind; det syder
altid i hans Hjerne.
Har han end til forskellige Tider lært noget forskelligt, saa
har han for det første været ærlig, helt ærlig hver Gang,
dernæst har den ene Tesis enten direkte ført til den følgende, eller,
naar det synes, som var han gaaet fra en Yderlighed til en anden,
ligger det kun i, at han med ualmindelig Hast har ilet de
mellemliggende Stationer forbi. Hos ham, der har Genialitetens
Concentration og Isolerthed, kan man tale om en virkelig Udvikling,
et Ord, hvormed der ellers drives kun alt for megen Humbug.
I de nordiske Lande oplever man jo i Reglen nogle Gange
om Aaret, at en Forfatter, der har forkyndt denne eller hin Lære,
sluttet sig til denne eller hin Personlighed, hyldet denne eller hin
Retning, pludselig forfægter det stik modsatte af, hvad han hidtil
har hævdet. Naar Aarsagerne ikke er af politisk Natur, er de
mest af ganske privat Beskaffenhed. Og udtrykker nogen sin
Undren eller Misbilligelse af saadanne Omslag, saa lyder Svaret
stereotypt: „Jeg har udviklet mig, og jeg skulde mene, jeg har
Ret til at udvikle mig."
Sædvanlig indeholder Anvendelsen af dette store Ord
Udvikling ingen helt bevidst Løgn, men to Tredjedele Ærlighed og
kun én Del Frækhed. Dog selv den fulde Ærlighed vilde i de
fleste Tilfælde ikke gøre Fyldest. Skribenten er jo efter sit Væsen
en Folkelærer. Han kan ganske vist, hvis han vil, i Dag lære et,
det modsatte i Morgen, men hvad Tillid kan Folket have til hans
Lære, naar han selv stadig tager den i sig igen! Hvor kan
Læseverdenen andet end forvirres! Den har Ret til at vente, han ikke
tager Ordet, før han har saa megen Modenhed, at han
nogenlunde kan overskue Rækkevidden af sine Anskuelser. Er han
helt ubefæstet, kender han end ikke, hvad der kan indvendes
imod hans Meninger, saa bør han holde sig tilbage og tie. Det
er uheldigt, naar intet Skuespil bliver hyppigere end dette: den
unge Forfatter farer i Løbet af tre, fire Aar hele Kompasset rundt,
fra vild Opposition til rørende Pietet, fra Zola til Ingemann, fra
Krigsskrig til Salmesang, og saa paany næsten helt tilbage —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
