Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
Vejen til Livet.
Døren til Perronen stod Portieren og afhaspede med
gennemtrængende Stemme sin lange Ramse af Navne, blandt hvilke han
opfangede „Vevey".
Det ny Tog skramlede videre med ham. Han sad ved
Vinduet og saa ligegyldig til, hvordan det snoede sig frem langs
Søen, følgende Strandbreddens bugtede Linie. Genfersøen laa
kold og graa under Regnbygen, og Savoyer-Alperne dukkede kun
nu og da frem mellem Skymasserne. Men naar det gøs i ham
ved Synet af alt dette kolde og graa, og han vendte Hovedet og
saa ud gennem det modsatte Vindue i Kupeen, mødte hans Blik
kun de ensformige Rækker af nøgne Vinstokke. Og en hel, lang,
ensom Rejses Tunghed samlede sig da og faldt over ham som en
bundløs Spleen.
Han maatte være syg endnu; thi han følte pludselig en
Angest inde i sig.
Heller ikke havde han glemt, hvad han skulde glemme; thi
det skar i ham, som naar et halvlægt Saar bryder op igen. Han
var rejst sin Vej for at komme bort fra Mindet og bort fra
Sygdommen — og nu sad de der begge igen hos ham i Toget, som
skyndte sig afsted langs Genfersøens Bred. Men medens Toget
för afsted med hans ydre Menneske frem i den ene Retning, fløj
hans Tanker tilbage i den modsatte med endnu større Hastighed:
i samme Nu allerede vandrede han atter med syge Øjne omkring i
de Omgivelser, han for to Dage siden havde forladt. Og hans
virkelige Jeg var ikke længer den Skikkelse, der sad ene her ved
Kupevinduet i Toget lang Genfersøen, men den anden, i hvilken
hans Sjæl havde taget Bo, og som nu vandrede omkring
derhjemme — den, kun den var det, som levede ...
Han sidder i Skumringen en stille, taaget Januar
Eftermiddag i sin Lænestol og ser ud gennem det halvduggede Vindue
ned ad Landevejen, hvor Hjulsporene staar fulde af gult Vand og
de graa Pile taber sig bort i den taagede Luft. Han sidder
indsvøbt i sin tykke Slaabrok med de røde Kvaster, og henne i
Ovnen knitrer Bøgeknuderne hyggeligt, medens hans gamle Ven
Lægen, som sidder foran den, stikker Hænderne ned mellem
Knæene og gnider Fladerne velbehageligt mod hinanden i den
udstrømmende Varme.
„Nu maa du tage dig sammen, gamle Ven," siger han
muntert og bestemt — „ikke sidde der og hænge! Der er jo
ingen Mening i at tage det saa alvorligt, bare fordi et tosset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
