Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377 Vejen til Livet.
Pigebarn vender Næsen den anden Vej og ikke bryder sig om En.
Man skal da bolde en Smule paa sin Værdighed. Har du nu
gaaet hen og været lige ved at dø for de Bagatellers Skyld, saa
kan det vel ogsaa være nok. Det værste har jeg reddet dig for,
og Resten vil du maaske være saa god selv at klare. Hør nu:
du har ingen Verdens Ting mere her at gøre, dine Penge ligger
bare og raadner inde i Banken, og du selv begynder ogsaa at
sidde her og raadne i dette forbandede Hul. Derfor min Ven, tag
dit Kreditiv og rejs ud i den vide Verden, lige meget hvorhen,
bare bort herfra et eller andet Sted hen, hvor Solen skinner
allerede paa denne Tid af Aaret. Du har saamænd endnu mange
glade Dage tilbage i Livet, og det ligner virkelig ikke noget for et
Menneske som dig først at gaa hen og ville krepere for et
Kvindemenneskes Skyld og saa bagefter sidde og lade Mismodet
tage Vejret og Humøret fra dig, i Stedet for at blæse det hele
et Stykke og begynde igen paa en frisk."
Men Rekonvalescenten lader Ordstrømmen skylle hen over
sig og svarer ikke; han bliver siddende og stirrer gennem det
duggede Vindue ud i den stille, taagede Januar-Stemning ned ad
Landevejen med de vandfyldte Hjulspor og de graa Pile, hvor
han havde gaaet Aften efter Aften, saa snart det begyndte
at skumre, medens Vinden piskede ham den støvfine Regn i
Ansigtet — havde gaaet der frem og tilbage, frem og tilbage,
kresende om en og samme Tanke, til Svimmelhed greb hans
Sjæl og Legeme, og han maatte lægges til Sengs, for bestandig
Dag og Nat at ligge og fantasere om evig det samme: hint Optrin,
som han endnu ikke her, hvor han sad som Rekonvalescent i sin
Lænestol, kunde faa sig til at tro virkelig var foregaaet, og som
alligevel stod saa klart, saa præget i hans Erindring, saa
uudsletteligt, trods alt det, han anstrengte sig for at faa det bort ...
Til han en Dag sidder i Jærnbanetoget og suser afsted ned
gennem det store Europa — stadig længere og længere bort.
Det der bag ligger stadig længer og længer bag ham. Han er
til Mode, som om han er sluppen ud af en Fortryllelse, eller som
om en Kugle er tagen ud af hans Krop. Han vover at se sig
omkring; thi det kan nu ikke mere naa ham; han føler, at det
engang helt vil forsvinde fra hans Erindring, som det allerede er
forsvundet fra hans Syn; det staar der endnu, men nærmest som
en ond Drøm, han er vaagnet op af, og som ikke mere skal hindre
ham i at falde i Søvn igen, og der sænker sig over ham en stor Fred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
