Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Vejen til Livet.
Han følger sig selv, som han dér kører afsted tværs igennem
Europa — gør Rejsen om igen, lynsnart som blot Erindringen
kan det — og det bliver mere og mere trist og tungt i ham,
uden at han egentlig kan gøre sig Rede for Grunden dertil, indtil
han pludselig ser sig siddende her i S. Maurice-Toget og Broen
atter slaas over fra den ene til den anden Del af hans Jeg, fra
Sjælen, som har været paa sin Rejse tilbage i Tid og Sted, til
Legemet, som imidlertid har fortsat sin Rejse, men som en død
Form uden Sans, uden Liv. Han føler et Stik i Hjertet, som om
Knivspidsen alligevel er bleven siddende i Saaret, han faar en rent
fysisk Fornemmelse af, at Sjælen fra sin Rejse har bragt
Sygdommen tilbage til ham, — da standser Toget i det samme, og
der raabes „Vevey!"
II.
Vaaren syntes aldrig at ville komme det Aar. Det blæste
og øsede evindelig. Nu og da skød Solen Bresche i de graanende
Skymasser, og da lyste det pludselig frem gennem Revnerne i det
jagende Himmelkaos, men straks efter laa alt igen indhyllet, Bjærg
og Sø, Jord og Himmel. Og der kom en ny Byge med Blæst og
Regn farende hen over den lille By.
Den fremmede stod ved Vinduet i sit Hotelværelse, som
vendte ud mod Torvet, og saa paa disse Omvekslinger, der blot
bidrog til at gøre Ensformigheden i hans egen Tilværelse endnu
mere uudholdelig og haabløs. Det tunge og febrile i disse Naturens
stadig gentagne og stadig mislykkede Forsøg paa at kaste Maren
af sig kendte han fra sit eget Indre, hvor den samme ensformige
og haabløse Kamp førtes. Han gik fra Vinduet til Døren og
tilbage fra Døren til Vinduet, saa sig om i Værelset, saa ud paa
Torvet, men Værelset var tomt og Torvet laa øde, og han kunde
i hele denne ydre og indre Ensomhed ikke finde et eneste Sted,
hvor hans vildsomme, fredløse Sjæl kunde sætte sig og hvile, ikke
en Genstand, ikke en Tanke — blot drivende Skymasser, og nu
og da en bred, bleg Lysstraale — inde som ude.
Han følte, hvor hans Tanker vilde hen, og uvilkaarlig
forstærkede han sine Skridt fra Døren til Vinduet og fra Vinduet til
Døren, som om han derved skulde hindre Tankerne i at løbe deres
Vej fra ham. Men alligevel sled de sig løs mod hans Vilje. Da
blev han bange, thi Feberen begyndte; Varmestrømme og Kulde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
