Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
383 Vejen til Livet.
dog er mærkværdig stille og sval, ja næsten vemodig. Thi dette
genkommende Liv stiger som en gryende Dag i Ens Væsen, er
som en Solopgang, men en Solopgang paa en af Vaarens første
Dage, naar Træerne endnu staar i Knop og de første spæde
grønne Spirer titter op af den nøgne Jord.
For ham, der sad her Dag efter Dag i sin Lænestol foran
det aabne Vindue, havde imidlertid dette Stemningsspil lige fra
Begyndelsen af en dybere Farve. Thi det var ikke blot Livet i
Almindelighed, der vendte tilbage i ham. Det kom med hele en
Lidenskabs Voldsomhed, en Lidenskab af en egen Art, uden Uro
og Smerte, men en ublandet Jubel, en Lykkefølelse af at have
fundet selve Sundhedskilden — det kom som en Kærlighed,
Kærligheden til selve Livet, dog ikke det Liv, han følte vælde op fra
Dybden i sit eget Indre, men det, han saa udfolde sig og blomstre
i et andet Væsen, Livet eller Livskraften, som den vandrede
omkring dernede i Skikkelse af en ung Kvinde i rød Morgenkjole og
med et stort, blondt Haar ...
Og som han sidder der Dag efter Dag mærker han, først
ganske utydeligt saa tydeligere og tydeligere, hvorledes alt det der
udenfor: det hvide Fjeld mod den varmblaa Himmel, den grønne
Sø og Baadene, der med de høje, hvide Sejl ser ud som underlige
Insekter, der kravler hen over Vandspejlet, og nede under Vinduet
den svulmende Have med den unge Kvinde — som han sidder
der i en vegetativ Halvslummer uden tyngende Tanker, mærker
han, hvorledes alt dette ligesom samler sig tættere og tættere om
ham og til sidst slaar sammen over ham til en Uendelighed, hvori
han optages, opløses. Men saa mærker han atter en Dag,
hvorledes han til Gengæld har optaget det i sig, hvorledes det vokser
i ham og vælder op igennem ham som en Strøm af Farve og
Saft og Vanne og staar der i hans Væsens Midtpunkt som et
Billede, i hvilket hans egen genkommende Livskraft har taget
Form, et Billede, hvis Midtfigur er hende med den røde
Morgenkjole og det store, blonde Haar ...
En Aprilmorgen, da han vaagnede, havde han, helt uventet
og stærkt, en Fornemmelse, som naar man for længe har opholdt
sig i et lukket Rum og mærker, at Luften derinde ikke er god,
og derfor skynder sig ud, forbavset over, at man er bleven saa
længe derinde. Han var saa opfyldt af noget, han vidste ikke
hvad, at han paa en Gang følte de fire Vægge omkring sin
Ensomhed som et rent fysisk Tryk. Han maatte ud, maatte ned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
