Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
Vejen til Livet.
man er saa lykkelig og føler sig saa god og saa gerne svøber sig
selv og andre.
Men disse Udflugter var Undtagelser fra den sædvanlige
Levevis. Uger igennem kunde Dagene gaa, uden at Laagen ud
til Vejen blev aabnet. Solen stod op og gik ned, og han vidste
ikke, hvor den hele lange Dag var bleven af; den og alle dens
smaa Hændelser smeltede sammen i hans Sjæl til en eneste
ubestemt Fornemmelse af Solvarme og grøn Kølighed, der fyldte ham
allermest, naar han var bleven ene om Aftenen og hele Huset
omkring ham laa stille uden en Lyd. Med denne Fornemmelse sov
han ind, og medens alt andet i ham sank hen i Slummer, var
den vaagen og levende og formede hans Drømme. Og med den
vaagnede han den næste Morgen, og for hver ny Morgen forekom
det ham, at den var vokset i Nattens Løb — paa samme Maade
som noget, man har læst om Aftenen, staar klarere i Erindringen,
naar man har sovet paa det, og paa samme Maade, som den
Kvinde, man om Natten har drømt om, den næste Dag behersker
Ens Sanser, Sjæl og hele Ens Fantasi, selv om man den
foregaaende Dag ikke har skænket hende en Tanke. Og han gik
atter ned ad Trapperne, ind i Stuen og ud i Haven, hvor
Mademoiselle Claire allerede var beskæftiget, ned til en ny Dag, lig den,
der var gaaet til Ende i Gaar, en ny Dag, hvor han skulde suge
til sig, ligesom Bien Blomsternes Saft, endnu mere af den
Livssaft, der med større og større Styrke steg op gennem hele
hans Væsen.
De gamle holdt sig mest for sig selv; de havde deres egne
smaa Sysler, deres eget Dolcefarniente. Ligesom han og Claire
paa de fælles Spasereture gerne, inden de vidste af det, gik alene
et Stykke foran de andre, saaledes var de næsten ogsaa altid ene
de, lange, stille Dage der indenfor Havens Gitter. Hun fyldte
Dagen for ham, hun var et med den, som den svandt, Time
for Time, uden at man vidste, naar den ene hørte op, naar den
anden begyndte — det var jo hende, Mademoiselle Claire, som
færdedes her omkring ham, gik ind i Huset og ud igen, gik om i
Gangene og sad hos ham i Lysthuset. Hun var for ham:
Morgenen, som hun stod der i den duggkølige Luft med tidligt Solskin
over sig og skar en Blomst til Frokostbordet eller bandt en Gren
op. Hun var for ham: Aftenen, som hun stod der ude paa
Verandaen i Sydens hurtig voksende Tusmørke som en Silhuet
mod den skumrende Luft. Og alt, som laa mellem Morgen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
