- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 11 (1894) /
389

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Vejen til Livet.

389

Da Tiden var inde — de skimtede allerede Dampbaaden
nede ad Montreux-Kanten til — fulgtes de alle fire ind til Byen
ligesom ellers, naar de gik ert Tur sammen. De gamle tog det
ogsaa nærmest som en saadan, selv om deres Gæst skulde rejse
nogle Dage fra dem for at se sig lidt om Schweiz; de unge syntes
at tage det paa samme Maade; han vilde jo snart komme tilbage;
ingen af dem tænkte paa, om de mere skulde ses.

Dampbaaden kom og lagde til ved Bulværket om den
kunstige lille 0 med det ensomme Træ midt paa.
Landgangsbroen blev skudt ora Bord, og man strømmede ud og ind, først en
Sværm, som gik i Land, saa en anden, som gik om Bord. Han
sagde til dem alle tre sit „Au revoir!" og forsvandt i Stimlen
paa det fiildtpakkede Skib. Broen blev kastet af, Baaden satte
sig i Bevægelse, og han stod ved Rælingen med Frakken over
Armen og Hatten i Haanden og gav og flk de sidste Hilsener.
Han blev staaende og saa ind mod Byen; de tre gik hen ad
Platanvejen langs Søen i samme Retning, som han sejlede. Han
blev staaende uden at røre sig af Pletten, baade medens Skibet
lagde til igen ved det andet Anløbssted i Byen, og da det atter
sejlede videre; hans Blik hang ved Skikkelsen i den hvide
Sommerkjole og den bredskyggede gule Straahat; han vidste, det var
hende, skønt han ikke længer kunde skeine hverken Ansigtets
Træk eller Legemets Linier — indtil Dampbaaden pludselig drejede
om Odden ind til Grand Hötel og Synet i det samme blev borte.

Det gav et Skrig inde i ham. Uvilkaarligt var det ham,
som om alt, hvad han havde i sig af Liv, strømmede tilbage til
bende, i hvem det havde sit Udspring og rette Sted. Han grebes
af en øjeblikkelig Lyst til at springe over Rælingen af denne
Baad, som saa hidsigt styrede afsted i den gale Retning, og
svømme tilbage — det, som var Livet i ham, var allerede paa
Vej tilbage til hende, og han følte sig saa tom, som var hans
Legeme paa en Gang blot en livløs Skal om et Intet. Men han
betvang sig, og det oprørske i ham, som vilde bort, kom tilbage
og fyldte atter hans Væsen som en Malstrøm, der gjorde ham
ganske svimmel — og han fløj videre med Dampbaaden — som
det genfødte, ny og hele Menneske, han var bleven.

Og Dagene gik, og han fløj videre, med Hurtigtog og
Hurtigbaad, over Bjærge og Søer, gennem fremmede Egne og
ukendte Stæder, men han følte sig ensom baade i de smaa,
stedlige Hoteller og midt i Menneskemylret i de store, inter-

Tilskueren. 1894. 27

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0395.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free