Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
Vejen til Livet.
nationale Persioner. Han var bange for Ensomheden, men han
fandt den stedse ved sin Side; den lurede rundt om ham og sneg
sig efter ham, hvor han gik og stod! den søgte ham, og han kunde
ikke lade være at søge den, skønt han var bange for den. Det
var nemlig ikke Ensomheden alene, som stod ved hans Side i
ubevogtede Øjeblikke, naar han sank hen i vaagne Drømme midt
paa Dagen og midt i Menneskevrimlen, der var En med, som talte
ham ind i Øret med en Stemmeklang, han kendte, og han mærkede
Duften af et Legeme, som tilhørte En, han vidste nok hvem, som
fulgte ham om Dagen og laa ved hans Side om Natten i den brede
Hotelseng, et søvnløst Væsen, som vaandede sig.
Og Dage gik og Uger med; og sent en Aften stiger han
af ved Göschenen. Tidligt den næste Morgen tager han en Vogn
og kører op til Andermatt. Da Vognen kommer frem om den
sidste Fjeldvæg, og det lille grønne Plateau med sin bugtende
Bæk og de to Kirkebyer pludselig ligger der for ham mellem
snedækte Bjærge lig den frugtbare Bund i et øde Jættekrater,
lader han Kusken køre videre alene og sætter sig paa en Sten ved
Vejen. Han vil have Ensomheden saa stor, som den kan blive,
og saa holde Opgør med den — denne Ensomhed, der ikke er
hans egen Tomhed, men en andens, som har faaet Legeme og
Stemme.
Det er midt i Juni, men Luften er kold. Fra enkelte
tunge Skyer, som glider hen over den blegblaa Himmel falder
smaa Snefnug ned gennem Luften, haarde og hvasse som
Krystaller. Det er koldt, men en Kulde, hvori man ikke fryser,
kun aander let.
Og som han sidder der og venter, kommer det, han venter
paa, gaaende mod ham henne paa Vejen. Han ved, hvem det er,
skønt han ikke kan skelne Ansigtets Træk eller Legemets Linier,
en Skikkelse, der ligesom ikke tilhører noget bestemt Individ.
Hun kommer hen til ham, lys som en Erindring, og tager hans
Haand; og han rejser sig og følger. De gaar over mange Bjærge,
gennem mange Dale, i mange Dage og Nætter; og en varm og
sollys Dag i Middagstunden staar de udenfor en lille Villa i
Vevey. De gaar ind; der er ikke et Menneske — det er, som varde
alene i Haven, alene som Adam og Eva i Paradis. De sætter sig
overfor hinanden i Lysthuset — og det gaar varmt igennem ham,
da hun atter sidder der lige for ham i clen røde Morgenkjole med
det store, blonde Haar. Han føler hendes Livsvarme banke med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
