Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
Vejen til Livet.
naar Vinteren kommer, rejse videre mod Syd, hen, hvor der er
Sommer hele Aaret rundt.
Men som han nu gaar der Dag efter Dag med samme
Landskab omkring sig, lever Minderne atter op i ham — Minder,
han for længst troede døde; de kommer frem i hans Sjæl som
en Skrift med sympatisk Blæk i Sollyset. I hans Indre staar med
skarpere og skarpere Konturer og klarere Farver for hver Dag,
der gaar, samme Landskab og dog et andet, samme Landskab,
som en genopstanden Erindring. Og for hver Dag glider de mere
og mere sammen: Naturbilledet derude og Erindringsbilledet inde
i ham, til de til sidst bliver til et for ham — og det er
Erindringsbilledet, han lever i. Det gamle Minde har taget Magten fra den
nuværende Virkelighed, ligesom opsuget den i sig.
Og noget, der aldrig er forsvundet helt, men altid har
holdt sig i ham, som et Saar i Sjælen, der bestandig bryder op
paany — et gammelt Sting i Hjertet, der har siddet der i alle disse
Aar, som han vel ikke har følt noget til i lange Tider, men
som han dog vidste kunde komme igen naar som helst — dette
Sting, som han ikke forstod, men som føltes ganske, som om han
havde gjort noget galt — det kommer nu igen og bliver siddende
derinde i hans Væsens Inderste og vil ikke bort mere. Og dybt
og sikkert som med et Dyrs Instinkt føler han, at Tornen derinde,
som stikker, er et andet Væsen, som lider, lider i hans Nærhed,
ganske nær — og at han maa valfarte til en Villa i Vevey for
at blive befriet for sin fredløse Uro.
En Dag, da hans Hustru og de andre i Pensionatet vil
gøre en Udflugt til Glion og Mont Caux, undskylder han sig og
bliver hjemme under et eller andet Paaskud. Men da de andre
er vel afsted, gaar han ud den modsatte Vej og om Bord i
Dampbaaden.
Den er næsten tom; Sæsonen er forbi, det er allerede langt
hen paa Aaret. Det er en skøn Senhøstdag, rolig, klar og frisk,
som om Sneen snart vil komme. Søen er ganske grøn, og den
hvide Dent du Midi staar der i Baggrunden med skarptskaarne
Konturer — som en Istap i Sollyset op mod den blaa Himmel.
Villaen dukker frem og forsvinder igen for hans Blik. Alt
er som da, kun synes Haven endnu yppigere. Huset ligger næsten
gemt bag den rige Vegetation; og Baaden er gleden forbi ude paa
Søen, uden at han har kunnet opdage noget menneskeligt Væsen
inde i Haven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
