Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Vejen til Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 Vejen til Livet.
Han rykker sin Stol hen lige for hendes. Der gaar en
Tid, i hvilken alt er saa stille i og omkring dem, som om
Tids-hjulet var standset. Derpaa siger hun klangløst og ligegyldigt
som før:
„Ja, her er meget forandret. De andre er døde, og jeg
selv er kun halvt mellem de levende — som De ser."
Det er ham, som om han stivner af Kulde i Sjælen
og bliver lam i Tungen. Denne unaturlige Ro synes ham
uhyggeligere end det uskønneste Udbrud af en stor Lidenskab,
uhyggeligere end selve Vanvidet. Han bliver pludselig angest, angest for,
han ved ikke hvad, angest for hende og for sig selv og for Livet;
og han følger, uden at overveje det, en Indskydelse blot for at
bryde denne skrækkelige Ro, der slaar ham i Møde som en Lugt
af Lig, et Pust af Døden. „Er det min Skyld?" siger han hæst
og stakaandet.
Hun sidder stum og ser frem for sig, hvor Gen fersøen
ligger grøn og klar, og Dent du Midi staar hvid og kold i Sollyset
som en Istap op mod den blaa Himmel.
„Skyld?" siger hun en Stund efter — og der kommer et
Udtryk inde i Blikket, som om hele det store Natursceneri spejlede
sig deri. „Skyld? — Hvorfor Skyld? — Hvad er Skyld? — Livet
er strømmet ud af mig; det er alt — alt, hvad jeg ved. De har
taget, og jeg har givet. — Det laa alt sammen dybere, end at
man kan tale om Skyld. Jeg ved end ikke, om man kan tale
om Kærlighed. Det maa da have været en Kærlighed, som havde
sine Kilder i større Dyb end blot i min egen Tilværelse. —
Elskede De mig? — Elskede jeg Dem? Kan De svare derpaa?
Jeg kan ikke. Jeg ved blot et — at fra det Øjeblik, vi mødtes
derinde i Korridoren og jeg tog Deres Haand — fra det Øjeblik
følte jeg som en Sluse aabne sig i mig. og jeg droges mod Dem
og sugedes i Malstrømmen af den varme Kraft, som gik fra mig
til Dem. Og da De rejste bort, saa følte jeg, at den Sundhed,
De rejste med, det var det Liv, mit eget Liv, som jeg mistede.
Og da De skrev, at De maatte rejse hjem uden at vende tilbage
hertil, da følte jeg mig saa mat, som om man havde tappet det
halve Blod af mig; og jeg vidste, at hvad der havde aabnet
sig i mig dengang, aldrig mere vilde lukkes, og at det, der var
tilbage i mig, ogsaa maatte rinde ud til ingen Nytte og til sidste
Draabe, indtil jeg stod der som det tomme Hylster, jeg nu er."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
