Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - W. Behrend: Operasæsonen 1893—94
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Operasæsonen 1893 — 94.
415
Grandjean, samt i virkelig Forstand genindstuderet to Operaer: Den
sorte Domino og Mefistofeles. Dette er det kgl. Teaters Arbejde i Aar.
Naar man nu til de foran nævnte Operaer føjer: Tannhäuser, Frode,
Postillonen i Lonjumeau, Faust og Figaros Bryllup, saa har man
Oversigten over hele dette Repertoire, der ganske vel svarer til de
nærmest foregaaende Aars, og over hvilket man for længst er bleven ked
af at græde, medens man sandelig heller ikke føler sig fristet til at le ad
det. Men, ikke sandt, et underligt Repertoire ? Den sidste eller de nærmest
foregaaende Sæsoners Sukcesser: Heksen og Valkyrien har man ikke
forsøgt at forfølge, skønt de havde været sikre nok — hver af disse Operaer
(for at bruge en nem Fællesbetegnelse for to saa væsensforskellige Ting)
havde jo sit Publikum. Løfterne fra i Fjor har man ikke gjort noget som
helst for at indfri: Falstaff, Bajazzi,Mestersangerne og Siegfried er fremdeles
kun Teaterprojekter, maaske i dette Øjeblik Qernere fra Virkeliggørelse end
for et eller to Aar siden. Ved Siden heraf er det rimeligt og endda
lettere tilgiveligt, al man ikke har taget ringeste Notits af, at der rundt
om i Europa er fremkommet Operaer, der har gjort en Del Opsigt og er
gaaede fra Scene til Scene — vort Teater maatte være et helt andet, end
det er, om det skulde være i Stand til at paatage sig den ganske vist ret
værdifulde og underholdende Beskæftigelse at holde os ä jour med den
moderne Opera. Derimod er det saa langt fra at være tilgiveligt, at
Teatret aldeles forsømmer det klassiske Repertoire, der skal og maa
være en Operascenes Basis, at man ikke kan klage derover i
tilstrækkelig stærke Udtryk. Denne Skam for vor Operascene stammer jo
ikke fra en enkelt Sæson, men med hver ny Sæson konstateres det
yderligere og fastere, at Teatret aldeles ikke vil have at gøre med
Operaer som Don Juan og Tryllefløjten, Joerferbruden og Barberen,
Fiddio og Ifigenia, for blot at nævne de mest uundværlige, af hvilke
enhver Sæson burde kunne opvise et Par eller flere.
Der vil nu straks være dem, der raaber op, at de vil ikke
tage Teatret i Forsvar, men de vil dog rigtignok undskylde det noget,
for under „de Forhold, som man arbejder under dernede*4 — „saa
længe alle Kunstarter skal enes om samme Scene * — „naar først
Operaen fik eget Tag over Hovedet— o. s. v. som man kender det!
h ganske vist, det vilde være herligt, om vi fik en selvstændig
Operascene, men denne Operascene, den maatte rigtignok styres efter andre
Principer og følgelig af andre Personligheder end de nuværende, om
vi da ellers skulde faa nogen Glæde af dette „kgl. Operahus". Enhver,
der fortæller os om Trangen til og Betydningen af dette „ Operahus \
hører vi paa — jo flere Stemmer jo bedre — og vi giver ham af fuldt
Hjerte Ret; er det en Mand, der som Kapelregisør Frits Bendix
skriver med speciel Indsigt om disse Forhold, læser vi særlig gerne hans
Artikler. Men Nyhedens Interesse har de jo i adskillige Aar ikke haft,
og, oprigtig talt, har der vel under den nuværende Kultusministers
Regimente ingen Sinde været alvorlig Tale om en Adskillelse af Skuespil
o? Opera. Derhos maa det overfor disse, altsaa foreløbig helt
utopiske, Betragtninger være tilladt ganske stilfærdig at bemærke dette:
Inder Kapelmester Pauli is Ledelse havde Operaen formelt set ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
