Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatersæsonen 1893—94
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
Teatrene.
Just denne Bevægelse lader nu til at skulle gentage sig, i ny
Former. Klown-Komedien har allerede sejrrigt holdt sit Indtog med Charkys
Tante. Dette Stykke havde laant Varietéernes uappetitligste Personage, nemlig
„Dame-Komikeren", det førte sin Handling frem under den topmaalteste
Urimelighed, og det virkede i øvrigt komisk ved saadanne Cirkus-Løjer, som
at Hovedfiguren faldt paa Gulvet og trak Bord-Dækningen med sig eller
hældte Kaffe i en pæn Mands høje Hat. Derimod har det mystisk
højtidsfulde Drama jo endnu blot lige stukket Næsen indenfor Døren. Det skete
som bekendt med Maeterlincks „Ubudne", der skildrede
Hørelses-Hallucinationer under Angest for Dødens Nærmelse. Men næste Aar følger
mere: Gabriel Finnes uhyggesvangre Symboliseren af Samvittighedsnag
og Hauptmanns Fremstilling af en lille Stakkels Feberfantasier under
hendes Dødskamp, indrammet af liderlige Fattighuslemmers Skændsmaal.
Den ny Retning bekymrer sig ikke om at individualisere, om at skildre
Karakterer, den beskæftiger sig kun med visse almindelige Sindstilstande;
dens Frembringelser er for saa vidt ganske internationale, de har
omtrent ens Chancer i Hjemlandet og i Udlandet. Maaske vil de da for en
Tid virkelig formaa at interessere igen for Teatret det København, som
en Gang var den klare og lystige Holbergs og en anden Gang den klare
og vittige Heibergs.
Des værre vil der i dette Drama ikke blive megen Lejlighed til
god Skuespilkunst. Thi god Skuespilkunst er jo intet andet end netop
Evne til at individualisere. En af vore ældre Skuespillere blev en Dag
bedt om at fortælle lidt om „den største af alle sceniske Kunstnere, han
havde set44, Fru Anna Nielsen. „Ja," sagde han, „jeg husker hende
saa tydeligt i næsten alle hendes Roller; men — jeg ved ikke, hvordan
jeg skal forklare Dem hendes Spillemaade ... Hm! jeg var kommet hen
at se Pak forleden — der er en lille bitte Replik, ... ja, den har De
naturligvis aldrig lagt Mærke til? det er dér, hvor Sønnen kommer
hjem i Nyboder, ved De? Fru Nielsen spillede Nyboderskonen. Saa
sagde hun den lille Replik: „Fatter! se, Drengen har faaet Guldkæde!’
Hun drejede Hovedet halvt om mod Manden og gjorde med den ene
Haand et Tjat hen mod Drengens Vest, hvor Kæden hang, — saadan!
Jeg tror ikke, der var en eneste i hele Huset, som ikke fik Taarer
i Øjnene! Og ser De: bare af det Par Ord forstod man, baade
hvordan denne jevne Kone var, og hvordan hun var som Hustru — og
som Moder — og at hun var saa stolt og saa glad over sin Dreng.
Saadan var det altid med Fru Nielsen: hele Figuren var i hver eneste
af hendes Repliker! ... Og det er det, jeg forstaar ved at spille god
Komedie!" sluttede han.
Det forstaar vi andre med, — de af os, der har lidt Begreb om
Skuespilkunst. Naar den naar saa højt, bliver den mægtigere og
uimod-staaeligere end al anden Kunst. * Thi hvor de andre Kunstarter maa
nøjes med at frembringe Erindring om Liv, et Skin af Liv, dér giver
den selve Livet, i dets betagende Forskelligartethed og Omskiftelighed.
Af god Komedie i den Forstand bragte Sæsonen fortvivlet h’dt
Den bedste Skuespiller-Præstation, fraregnet dem, som er omtalte i
tidligere Artikler, var vel nok Fru Mantzius’ Arbejderkone i Karl Larsens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
