Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatersæsonen 1893—94
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
423
Kvinder (Det fri Teaters Forestilling). Saadan en udslidt Stakkel!
og saa dog en sej, misundelig Forhippethed efter at holde paa sin
Smule Pjalte-Lykke! Men end ikke her kom „hele Figuren- frem i
Replikerne. Man hørte og saa ikke paa denne Arbejderkone, medens
hun sad og fortalte den fine Frue sin nedværdigende Ægteskabs-Historie,
hvorledes hun var overfor Manden derhjemme; hendes Holdning, Blik,
Stemmeklang ændredes heller ikke fint, efterhaanden som den, hun talte
med, skiftede Stemning; hun viste hele Tiden vel meget „det samme
Ansigt* ud imod os. — Og ellers? Ja man kunde undertiden (særligt
hos Hr. Lindstrøm) træffe en sikker og energisk Udhævelse af
Omridsene til en Figur. Og noget oftere kunde man, nu hos denne og nu
hos hin Skuespiller, høre et enkelt Tonefald, se en enkelt Bevægelse, som
sanddru anskueliggjorde en Karakter eller en Situation. Men det næste
Nu var alt borte igen, og blev borte. Man faar saa tit i vore Teatre
et lignende Indtryk, som naar man læser visse Digteres Vers. Inde i
en Slidder-Sladder op ad Vægge og ned ad Stolper kommer en Linie
eller to, der er beundringsværdige: et Par Perler i en stor Bunke Affald!
Og dog er der vistnok endnu meget mere Talent hos vore
Skuespillere, end man tror, — selvfølgelig til at løse den Art Opgaver, som
ligger for vor Nation og for vor Tid. Man skal heller ikke indbilde sig,
at de fleste iblandt dem gaar saa overdrevent let til Bens eller sovende
tü deres Gerning. Selv om ogsaa en enkelt, der endda ikke hører
til de dygtige, lukker naivt Munden op om flere Kæmpe-Roller for én
Sæson, end et Geni vilde kunne magte i Løbet af en i—5 Aar, er der
alligevel i københavnske Skuespillerkrese en hel Del Respekt for, hvad
de skal i Kast med. Men man lader rigtignok til at spilde Kræfterne
paa underlige Ting; og man synes alt for ofte at være stoppet der, hvor
man egentlig først skulde til at tage fat. Folk kan gaa ved et Teater og
strides livligt om, hvorledes den „korrekte- Udtale af Ordene er, om
man f. Eks. skal sige „Luft- med u-Lyd eller med en halv o-Lyd.
Herre Gud. det burde man dog være paa det rene med, før man
overhovedet blev Skuespiller! Og endnu ved de sidste Prøver kan de
diskutere heftigt, hvorledes en Situation bør forstaas, om Forfatteren
har tænkt sig Dit eller Dat. Sligt burde jo dog være slaaet fast allerede
ved Læseprøven! Derimod hører man kun yderst sjældent noget om et
anstrengt og gennemført Detail-Arbejde, og man sporer det netop
lige saa sjældent. Og dog er en utrættelig Arbejden med Detaillerne
Betingelse for al god Kunst. Der fortælles om en af de store Malere,
at han en Dag rettede paa en af sine Elevers Tegninger. „Nej det var
dog underligt!- sagde en Mand, som stod hos, „De har jo bare gjort
nogle Smaastreger, og alligevel er Tegningen helt forandret!- — ÄJa
jeg er jo da vel ogsaa noget af en Kunstner,- svarede Mesteren: „og
Kunsten begynder først dér, hvor man med næsten umærkelige Streger
frembringer store Forandringer.-
Disse „næsten umærkelige Streger- har næppe mange
Skuespillere Energi og Fantasi nok til at finde. Og endnu færre har
maaske saa usvigelig sikkert et Blik og Øre overfor dem selv, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
