Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - A. Oppermann: Dalgas og Hedeplantningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 Dalgas og Hedeplantningen.
Ved disse og andre Foretagender har det været Selskabets
Forretningsprincip hovedsagelig kun at give gratis og velvillig
Vejledning samt at skaffe nogen Understøttelse fra Staten og
forskellige Institutioner. I Modsætning til de to andre Selskaber
lagde man ikke Hovedvægten paa selv at erhverve Arealer til
Opdyrkning, og takket • være denne kloge Ordning formaaede
Hedeselskabet at udrette meget med smaa Midler.
Men ogsaa i et Par andre Tilfælde valgte Hedeselskabet
rigtigt ved at afvige fra den Stemning, der havde gjort sig
gældende blandt indflydelsesrige Mænd i Jylland. Da man fra
Begyndelsen ansaa Skovplantning som en nødvendig Betingelse for
Hedens Opkomst, laa det nær at søge Hjælpen udelukkende hos
de store Godsejere, af hvilke mange var villige til at bringe
betydelige Ofre for Hedeplantningen, og Oldenburg havde vistnok
i 1861 udtalt den almindelige Mening, da han fremhævede, at
„Skovkulturen fremmes alene gennem den store Godsejer"’).
Hedeselskabet stræbte imidlertid ikke at støtte sig til nogen
bestemt Samfundsklasse, men at faa alle med, fra By og Land,
fra Øerne og Jylland, Bønder, Borgere og Herremænd; enhver,
der ikke var imod, var med, og denne Holdning har sikkert ikke
blot bragt Selskabet forøget Tilslutning, den har ogsaa ført det
frelst gennem den politiske Konflikt, har givet det en Stilling
uden for eller oven over Partierne, som har været til stor Gavn
for alle dets Foretagender. Man kan maaske tilføje, at en saadan
Folkesag ikke havde kunnet vinde Fremgang andre Steder end
der, hvor Befolkningen var saa dygtig som i Vestjylland, saa
godt i Stand til at paavirkes af Dalgas’s store organisatoriske
Talent.
Lige saa rigtigt bar Hedeselskabet sig ad over for et
andet Spørgsmaal, der var stærkt oppe i Tiden: Skovflytningen.
Hvor fristende var det ikke at sige som Estrup: „Lad
Domæneskovene vandre fra Øerne over til de jydske Hedera! Men
Hedeselskabet holdt forsigtigt Skovrydningen paa Øerne ude fra
Skovplantningen i Jylland, vistnok i Følelsen af, at man i modsat
Fald vilde skabe sig en Mængde Modstandere blandt dem, der
ønskede at bevare Skovene i Landets frugtbare Egne. Og Tiden
gav Hedeselskabet Ret. Det Lovforslag om Ophævelse af
Skovtvangen, som Estrup forelagde i Samlingen 1866—67, led ynkeligt
1) Beretningen om den ottende Landmandsforsamling, S. 274.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
