Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - A. Oppermann: Dalgas og Hedeplantningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
Dalgas og Hedeplantningen.
Skovegne, f. Eks. i Østsiden af Rold Skov tæt ved Skjørping
Station, hvor 16 Tdr. Land smuk ung Fyrreskov for en halv
Snes Aar siden gik til Grunde i Løbet af faa Aar. Saa hurtigt
blev Skovfyrren dog ikke tilintetgjort i Hedeplantagerne, og man
vedblev længe at saa Fyrrefrø i Haab om, at det engang maatte
lykkes at frembringe Fyrreskov; endnu i vore Dage findes der
enkelte smukke Skovfyr i Blanding med Lærk, Ædelgran og
Rødgran tæt ved Stendalgaard. Men de fleste Steder blev
Rødgranen Hovedtræet, og man kunde her vise hen til store, smukke
Bevoksninger, der trivedes godt. Desværre undgik det
Opmærksomheden, at de gamle Plantagers vellykkede Grankulturer
sandsynligvis i Hovedsagen var udførte paa Agerjord, paa Kolonisternes
tidligere Marker, hvor Jorden ved Dyrkning var bleven befriet for
Lyng og Al. Andre Steder har Rødgranerne vistnok kunnet
trives, fordi de sygnende Fyrrer gav Skygge og Læ og havde
forberedt Jordbunden.
I Midten af Aarhundredet var det imidlertid den almindelige
Anskuelse blandt Forstmændene, at man burde dyrke Rødgran
paa den lynggroede Hede, og i mange Aar har Hedeselskabet
maattet arbejde for den Mening, at Gran kun vil trives, hvor
man fjerner Lyngen. Dog havde man fra flere Sider fremhævet,
at det var gavnligt at bryde Alen, og da man efterhaanden gik
mere og mere over fra Saaning til Plantning, blev
Jordbunds-bearbejdningen grundigere. Tillige vandt efterhaanden den Mening
Tilslutning, at man foruden Rødgran ogsaa burde anvende to
nøjsomme og haardføre mellemeuropæiske Fyrrearter, Bjærgfyrren og
den østerrigske Fyr, men især det førstnævnte Træ vilde man kun
benytte i Læbælter og paa lignende særlig udsatte Steder, fordi
det kun voksede langsomt og ikke opnaaede nogen betydelig
Størrelse. Medens østerrigsk Fyr først var indført omtrent 1830
og kun havde fundet ringe Anvendelse før 1866, havde
Bjærgfyrren allerede længe været dyrket i stor Udstrækning paa magre
Sandjorder i Odsherred, senere tillige paa Wedellsborg. Sammen
med Bjærgfyrren anvendte man som Lætræ den haardføre
Hvidgran fra Nordamerika.
Dalgas fremhæver allerede 1871, hvor vigtigt det er, at
man saa vidt muligt planter i alfri Bund, og at man i hvert Fald
bryder Alen, hvor den findes, saaledes at Bearbejdningen naar
ned til selve Undergrunden. Denne Betragtning var som sagt
ikke ny; den var allerede tidligere gjort gældende af en Række
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
