Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - Vald. Vedel: Sang og Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sang og Digt.
477
frisk og fordringsløst benyttende det gamle gudbenaadede Sprog
med „monne" og „fuldt megen", — baarne oppe paa Ryggen af
de gamle tilredne Rytmer, der selv fører deres tilvante Stemninger
med sig — og drejede efter den gamle Musernes Formularbog
snart som „Husker du?"-Digte, snart som „Lokalsagn", snart som
„Rejsestemninger". Man høre f. Eks. ud af et af Digtene de tre
Momenter, som udgør Formlen for, hvordan en rejsende Digter har
at berette et Lokalsagn: 1) „Hvor Fjældets Mur nær Gersau By —
den grønne Sø omhegner" osv. 2) „Men til den Plet fra gammel
Tid — et skummelt Sagn sig knytter. — Der siges, at" osv.
3) „Den Dag i Dag det sorte Kors — hin Mørkets Daad
forkynder" osv. — Kun naar Forf. bliver paa sit eget Felt og maler
Aarstider og Landskaber, bliver hans Vers andet end gode, lidt
overflødige Dupletter. Men her betyder han ogsaa en virkelig
Udvidelse af dansk Lyriks Omraade. Som han kan male en
Voldskrænt midt paa en Sommerdag, — med saa talrige,
nøjagtige Blomsterbestemmelser, saa udpenslet i Farver og Linier som
noget Landskabsmaleri af den gode gamle „realistiske" Slags —
og dog sat paa fornøjeligt Versesving. Eller som han kan faa de
blanke Regnvandspytter i Vejsporene, der ligner Splinter af et
knust Spejl, eller de sorte Tørvestakke eller en rygende
Teglovns-Pyramide, til at sætte Konturer og Farver i en
Efteraars-eller Solnedgangsstemning! Det gjorde vore gamle Digtere ham
ikke efter. I den ældre Lyriks Former og Tonarter véd Fønss
som Naturskildrer at gyde noget af Virkelighedens konkrete Liv,
— og derved lægge Friluftens Lød og Saft i den Slags
Lyrikblomster, som vore Fædre dyrkede, men som ellers i Nutidsluften
var begyndte at se noget blege og saftløse ud.
Som paa en Gang legitime Skud af Versekunstens gamle
Stamme, men ogsaa netop Tilvækster til denne, der er skudte
frem helt i Nutidsluft, maa man betragte S. Michaelis*
„Solblomster" og N. Collet Vogts „Fra Vaar til Høst". Gennem den
sidstes Vers høres stundum* Byron, Aarestrup, Snoilskj; Michaelis’
poetiske Øre er fint uddannet i Skolen af god dansk og fransk
Lyrik. Men begges Inspiration er væsentlig en frigjort Naturdyrkelse,
og deres Kunst søger navnlig oprigtig, uretorisk Naturlighed.
Af de to er Michaelis den sikreste Kunstner. Hans Vers
synes ofte ganske af sig selv at have sunget sig frem af det
danske Talesprog, af dets baarne Klang og Fald; Versbegyndel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
